Israel kritiserer FN’s Generalsekretær og kræver hans afgang
Foto: UN Photo
Israel vil have FN’s Generalsekretær António Guterres til at træde tilbage, efter han har sagt, at Hamas-angrebet 7. oktober ’ikke skete i et vakuum’.
Guterres har i en tale i FN’s Sikkerhedsråd fordømt det horrible massedrab på israelerne samtidig med at han sagde, at palæstinenserne har ligget under for 56 års kvælende besættelse. Et synspunkt, han siden har udtrykt på mediet X. Her lød det at ’Det palæstinensiske folks klager og lidelser kan ikke retfærdiggøre de forfærdelige angreb fra Hamas, og angrebene kan ikke retfærdiggøre den kollektive afstraffelse af det palæstinensiske folk.’
Guterres har tillige sagt, at han forsøger at se konflikten fra begge sider. Både som israeleren, der har oplevet et brutalt attentat og angreb, og også som palæstinenseren, der har levet stadig mere marginaliseret og uden sikkerhed for en tryg fremtid.
Mens mange lande har rost Generalsekretæren udtalelser som velafbalancerede, har det fået Israels FN-ambassadør, Gilad Erdan, til at fordømme udtalelserne og beskylde Guterres for at udtrykke forståelse for terror og mord. Han har ligeledes krævet Generalsekretærens afgang. Ambassadøren har tilmed oplyst, at Israel ikke længere vil udstede visum til FN-repræsentanter.
António Guterres har siden kaldt reaktionen chokerende og siger, at han er blevet fejlciteret og fortsætter: ’Det er ikke rigtigt at jeg har retfærdiggjort terrorhandlinger begået af Hamas. Jeg har sagt det modsatte.’