78 år siden: Hiroshima og Nagasaki er aldrig glemt
Foto: Pixabay/ AlexAntropov86
I disse dage er det 78 år siden, at Hiroshima og Nagasaki blev ramt af to atombomber, der for altid skulle forandre vores liv. Op til en kvart million mennesker blev dræbt, og mange flere blev syge og påvirket af bomberne, der lagde store områder øde og forhindrede liv. Minderne om den frygtelige hændelse glemmer vi aldrig. Længe efter bomberne faldt, døde mennesker af efterveer af atombomberne, blandt andet stråling og de skader, de har medført.
Selvom det var en militær aktion, var langt de fleste ofre civile.
Verdenssamfundet må stå sammen om at sige nej til atomvåben. Enhver form for brug eller produktion af atomvåben er fuldkommen uacceptabelt, og det, at udrydde atomvåben står allerøverst på FN’s liste. Derfor underskrev 122 af FN’s medlemslande en traktat den 7. juli 2017, der skulle forbyde stater at udvikle, prøvesprænge, producere samt anskaffe sig atomvåben. Dette blev vedtaget i FN’s generalforsamling.
Danmark skrev ikke under på traktaten dengang og har stadig ikke gjort det. På samme måde fandt Danmark heller ikke tid til at deltage i forbudstraktatens første møde i Wien sidste sommer. Det kunne man ellers have valgt at gøre med observatør-status, og samtidig benytte lejligheden til at profilere sit kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd i perioden 2025-2026.
Truslen om atomkrig er ikke lagt ned. Faktisk er den rykket tættere på, og flere nationer er begyndt at bruge atomtruslen som en del af deres krigsførelse.
Tilbage i maj skrev FN-forbundet en udtalelse, der udtrykte vores bekymring for Danmarks nølen med at efterkomme et klart nej til atomvåben. Udtalelsen blev godkendt på vores Landsmøde, og du kan læse den her.
Du kan læse FN's Generalsekretærs hilsen i forbindelse med Hiroshima Peace Memorial her.