Paddehat Pixabay Wikilmages
7. juli 2023

Danmark hænger i bremsen, når det kommer til et nej til atomvåben

Foto: Pixabay/ Wikilmages

Den 7. juli 2017 blev aftalen om at forbyde stater at udvikle, prøvesprænge, producere samt anskaffe sig atomvåben vedtaget i FN’s generalforsamling af 122 lande. Danmark skrev ikke under på traktaten dengang og har stadig ikke gjort det. På samme måde fandt Danmark heller ikke tid til at deltage i forbudstraktatens første møde i Wien sidste sommer. Det kunne man ellers have valgt at gøre med observatør-status, og samtidig benytte lejligheden til at profilere sit kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd i perioden 2025-2026.

Faren for atomkrig i dag er ellers, særligt efter Ruslands invasion af Ukraine, større end den har været i mange år, og kløften mellem atomvåbenstater og ikke-atomvåbenstater samt udviklingen mellem de to største atommagter USA og Rusland er bekymrende. Spørgsmålet om kernevåben er for alvor tilbage på den internationale politiske dagsorden.

Det er skræmmende og absurd, at Danmarks Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen helt har glemt at forholde sig til et forbud mod atomvåben. Det burde ellers have højeste prioritet efter Ruslands invasion af Ukraine, en invasion der blandt andet fik den danske regering til at understrege, at vi står i en helt ny geopolitisk virkelighed i deres nye Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske strategi, der kom på gaden i maj 2023.

Tue Magnussen er medlem af FN-forbundets menneskeretsudvalg. Han har skrevet en kronik om Danmarks manglende interesse i atomtraktaten. Kronikken blev bragt i Altinget 15. juni 2023 og kan læses her.