Vi skal alle være med til at redde FN

Kronik af Finn Reske-Nielsen, konstitueret forperson i FN-forbundet, tidl. topdiplomat i FN

[Kronikken er bragt i Jyllands-Posten den 18. september 2025]

Kritikken hagler ned over FN i disse dage, og flere har tilkendegivet, at FN’s fremtid er usikker. I en kronik i Politiken den 7. september stiller Christian Friis Bach, formand for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, det højaktuelle og kritiske spørgsmål: »Hvem vil redde FN?«

FN er, som Friis Bach siger, en helt afgørende og livsvigtig idé og organisation, og vi skal gå sammen om at redde organisationen.

FN har – og har altid haft – store udfordringer, ikke mindst fordi organisationen er afhængig af, at de 193 medlemslande (og særligt de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd) kan blive enige. Det er ikke let, for det er mange forskelligrettede interesser, der skal tilgodeses.

Men hvordan forestiller man sig, at fred og sikkerhed i verden kan fremmes uden en global institution, hvor landene kan mødes og forhandle? Selv i den nuværende mere og mere kaotiske verdenssituation mødes Sikkerhedsrådet næsten dagligt, og – hvad mange måske ikke ved – så træffer det fortsat vigtige beslutninger.

F.eks. er mandaterne for flere FN-missioner blevet forlænget i år – inklusive i Libanon, Sydsudan og Afghanistan – alle med amerikansk støtte. Dette er i sig selv positivt og kunne tyde på, at USA måske har et mere nuanceret syn på FN, end nogle måtte tro.

Også præsident Trump ser nok de muligheder, der findes for ”transactional deals”.

Sikkerhedsrådet er til stadighed udfordret som resultat af modstridende stormagtsinteresser – som i Ukraine og Gaza – men det er langt fra dødt.

Hvordan skal vi klare os uden en global institution, som kan gå forrest, når det drejer sig om grænseoverskridende spørgsmål, hvad enten vi taler om klima, miljø eller biodiversitet, som intet land kan tackle alene. Eller hvis vi taler om kvinder og børns rettigheder eller bekæmpelse af slaveri og tortur.

Listen er lang, og FN’s track record er god, når det handler om at sætte globale dagsordener og skabe fælles målsætninger og normer.

Hvordan vil de stadigt voksende humanitære kriser i verden kunne tackles uden FN’s aktive involvering både som koordinator og som direkte leverandør af konkret bistand i form af mad og rent drikkevand, hospitalsudstyr og andre faciliteter til sygdomsbekæmpelse eller telte til beskyttelse af nødstedte efter naturkatastrofer?

Det samme gælder for bæredygtigt udviklingssamarbejde, hvor FN er en uundværlig partner – både i den tredje verden generelt, og når det drejer sig om at stabilisere lande efter konflikt.

Overordnet set står FN som vores bedste garant for den regelbaserede verdensorden, som ikke mindst et lille land – en småstat som Danmark – er afhængigt af. F.eks. har FN’s Generalforsamling taget klar afstand fra såvel den russiske aggression mod Ukraine som de massive brud på den humanitære folkeret i konflikten mellem Israel og Gaza. Hermed udstilles og delegitimeres sådanne brud på den internationale retsorden på trods af vetospillet mellem stormagterne i Sikkerhedsrådet.

Den verdensorden, vi har kendt siden slutningen på Anden Verdenskrig, er i dag under stort pres, men vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at opretholde den. Alternativet, magt er ret, er forhåbentlig utænkeligt.

Verden ser helt anderledes ud, end den gjorde, da FN blev dannet i 1945. Nye stærke kræfter som Indien, Brasilien og Sydafrika er på banen og kræver større indflydelse. Samtidig bør hensynet til det globale syd, ikke mindst landene i Afrika, indgå stærkere i dannelsen af global politik. Her kan FN være det afgørende forum for effektive forhandlede løsninger.

FN er en altafgørende institution, og vi skal som land og borgere støtte op om den, det bedste vi har lært. Danmark har altid været varm fortaler for FN og har i 2025 og 2026 plads i Sikkerhedsrådet – noget, vi brugte mange ressourcer på at opnå, præcis fordi vi dermed har mulighed for at påvirke Rådets behandling af initiativer til fremme af global fred og sikkerhed.

FN er fortsat plaget af en lang række udfordringer. Der er alt for mange (ofte overlappende) mandater, som medlemslandene har givet til FN-systemet, sommetider båret af et enkelt lands eller en gruppe af landes særlige interesser. Her skal der ryddes grundigt op, og det kan kun medlemslandene gøre i samarbejde med FN’s generalsekretær og andre ledere i FN-systemet.

Der er ligeledes stadig alt for meget bureaukrati og ”fedt” i mange dele af systemet. Og det til trods for gentagne forsøg på at rydde op. Der skal forandringer til! Den proces er allerede undervejs. Selvom det gør ondt, bliver der skåret både i FN’s sekretariat, som generalsekretær António Guterres har kontrol over, og i de mange andre dele af systemet, som kontrolleres af diverse andre topfolk, som igen rapporterer til medlemslandene. Det gælder bl.a. FN’s særorganisationer, eksempelvis FAO, ILO og WHO.

António Guterres har lanceret sit UN80-initiativ, som har sat gang i et historisk reformarbejde. Det handler ikke kun om småjusteringer, men om at samle missioner, reducere overlap mellem særkontorer, skabe fælles humanitære logistiksystemer og forenkle de mange rapporteringskrav.

UN80 rydder op i tusindvis af gamle mandater og gør systemet mere strømlinet, gennemsigtigt og effektivt. De konkrete forslag fremlægges i FN’s Generalforsamling senere på måneden.

Jeg tror på, at de ledende folk i FN-systemet har erkendt alvoren i den seneste krise og dermed også forstår nødvendigheden af store reformer.

Generalsekretæren og andre topfolk i systemet kan dog kun gøre så meget – i den sidste ende er det alle medlemslandene, som står med ansvaret for at sikre FN’s fortsatte virke. Der skal store ændringer til, som ikke kan gennemføres fra den ene dag til den anden.

Det afgørende er, at vi alle som medlemslande og borgere skal indse, at FN er en livsvigtig organisation, som selvfølgelig skal forandres, så den bedre reflekterer verden af i dag og de udfordringer, som vi alle står over for og ikke kan løse uden et styrket, mere effektivt og slanket FN.

Overordnet set ligger FN-systemets samlede årlige omkostninger på omtrent 65 mia. dollars (415 mia. danske kr.). Med det, vi ved om nedskæringer fra USA og andre lande, vil omkostningsniveauet måske fremover komme til at ligge på omtrent 50 mia. dollars (320 mia. danske kr.). Det beløb kan man også gøre rigtig meget godt med.

FN’s samlede budget kan stadig synes stort, men reformerne handler netop om at få mere ud af hver eneste dollar.

Når back office-funktioner samles, når administration slankes, og når finansieringen på landebasis samles i fælles fonde, frigøres der ressourcer til det, der betyder noget: hjælp til mennesker on the ground, beskyttelse af menneskerettigheder og støtte til lande i krise.

På den måde flytter FN vægten fra systemets drift til direkte resultater for mennesker og samfund.

Det afgørende er, at vi alle som medlemslande og borgere skal indse, at FN er en livsvigtig organisation, som selvfølgelig skal forandres, så den bedre reflekterer verden af i dag og de udfordringer, som vi alle står over for.