Styrk det multilaterale samarbejde

Foto (c) UNPhoto / Mark Garten / UNGA79

FN-forbundet byder sammen med øvrige europæiske FN-forbund velkommen til 2025, med en klar opfordring til styrkelse af det multilaterale samarbejde. Og selv om statsminister Mette Frederiksen ikke fik det fremhævet i nytårstalen, så er Danmark nu medlem af FN’s Sikkerhedsråd, hvor vi kan yde en ekstra indsats for det nødvendige globale samarbejde.

’Kun gennem fælles og styrket multilateral indsats kan vi bevare freden, fremme gensidig forståelse og tillid, samt udvikle bæredygtige løsninger, som ingen nation kan opnå alene. Fremtiden for vores fælles verden afhænger af det.’ Skriver vi bl.a. i vores fælles udtalelse.

En lignende opfordring kom FN’s generalsekretær Antonia Guterres med i sin nytårshilsen, der også fokuserede på den igangværende klimakatastrofe: ‘This is climate breakdown - in real time.  We must exit this road to ruin - and we have no time to lose’.

Vi er nødt til at insistere på håb for fremtiden, at vores aktive engagement nytter - og vi har noget at have håbet i. Mens 2024 randt ud, så udløb også tiden for Bashar al-Assad i Syrien. Når unikke muligheder opstår, så er det om at gribe chancen for at skabe fremskridt. Desværre oplever vi alt for ofte forsøg på det modsatte, også herhjemme.

Det skrev medlem af FN-forbundets bestyrelse, Ole Olsen, i sit debatindlæg, december 2024:

’Der gik ikke mange timer fra Syriens leder Assad forlod Damaskus og fløj til Moskva, til borgerlige og socialdemokratiske politikere, herunder udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek, erklærede, at nu kunne de ca. 40.000 syriske flygtninge godt begynde at vende hjem.

Jeg ved godt at udlændingepolitik er en politisk kampplads i Danmark, men jeg er alligevel overrasket over hvor lidt indsigt og forståelse, der er blevet vist med disse hastige udmeldinger.

Syrien er jo trods regimeskiftet jo ikke pludseligt blevet et sikkert land. Vi har endnu til gode at se hvordan den nye magthaver, Ahmad al-Sharaa, som har en fortid i Al Queda, vil udøve sin magt som islamistisk leder. Ingen ved om det nu står på forsoning eller hævn.

Det vi ved er imidlertid, at der aktuelt er stor nød i Syrien og at det vil tage nogen tid, før der er (nye) ministerier og andre myndigheder som fungerer, og som kan sikre en stabilitet. Der er hårdt brug for at bidrage med nødhjælp, lige som der bør arbejdes på, fx via FN, at få tusinder af menneskeretsobservatører ind i landet.

Det vil under alle omstændigheder tage nogen tid, før Syrien overhovedet kan håndtere en stor tilbagevenden af flygtninge. De jo tale om mere end 10 millioner mennesker, hvoraf omtrent halvdelen er intern fordrevne i Syrien, mens der i nabolandene Tyrkiet, Libanon er der i alt 4-5 millioner.

Jeg synes også at det er ufølsomt over for de aktuelt dybt berørte syriske flygtninge i Danmark straks at forvente deres hjemrejse og nærmest erklærede dem uønskede i Danmark. For fx en familie med arbejde og skolesøgende børn, er beslutning om hjemrejse jo ikke noget, der kan afklares på en formiddag. Og ikke alle er næppe juridisk forpligtet til hjemrejse.

Må jeg anbefale alle de hjemsendelsesivrige i første omgang at se på sagen som en udenrigspolitisk opgave med formål om at skabe rimelige vilkår i Syrien. Spørgsmålet om hjemrejse bliver næppe aktuelt lige med det første. Og indtil da skal de syriske flygtninge i Danmark kunne leve uden et urimeligt pres! Også under midlertidigt asyl er dette en rettighed.’