UN71097148 20250507 VW UNSG UN City Townhall UN Photo Veronika Wilhelm
28. maj 2025

FN fylder 80: Reformdagsordenen UN80 sætter gang i debat om fremtidens verdensorganisation

I anledning af FN’s 80-års jubilæum har generalsekretær António Guterres lanceret initiativet UN80; en omfattende reformdagsorden med det erklærede mål at styrke organisationens effektivitet, troværdighed og evne til at levere for verdens befolkninger i det 21. århundrede.

Initiativet bygger videre på tidligere reformindsatser som Pact for the Future og UN 2.0, og har særligt fokus på bedre økonomistyring, forenkling af interne processer, digitalisering og styrket strategisk fokus. Ifølge generalsekretæren skal reformerne ikke blot forbedre interne arbejdsgange, men også bidrage til mere konkret og livsnær indsats for fred, udvikling og menneskerettigheder.

“Disse reformer handler ikke om FN for FN’s skyld. De handler om at levere bedre resultater for verdens befolkninger og gøre bedst mulig brug af skatteborgernes penge,” sagde Guterres i sin præsentation.

En intern arbejdsgruppe, ledet af vicegeneralsekretær Guy Ryder, er blevet nedsat for at udarbejde forslag inden for tre hovedområder: effektivisering, gennemgang af medlemslandenes mandatgivning og strukturelle ændringer i FN’s programmer.

Samtidig står FN over for alvorlige økonomiske udfordringer. Per marts 2025 havde kun 75 ud af FN’s 193 medlemslande betalt deres kontingent fuldt ud. Likviditetskrisen har præget organisationen i flere år og har nødvendiggjort overvejelser om at flytte visse funktioner væk fra New York og Genève for at reducere omkostningerne.

UN80-initiativet har affødt både støtte og bekymring. Mens flere medlemslande byder reformer velkommen, har dele af FN’s personale samt civilsamfund udtrykt bekymring for, om effektivisering og nedskæringer vil gå ud over FN’s kerneopgaver, særligt på områder som menneskerettigheder og ligestilling. Kritikere frygter, at nedskæringer og sammenlægninger af specialiserede kontorer kan svække FN’s evne til at forebygge og reagere på krænkelser og humanitære kriser.

Andre ser UN80 som en nødvendig lejlighed til at rette op på ineffektive arbejdsgange og gøre organisationens indsats mere sammentænkt, især i komplekse krisesituationer, hvor fred, udvikling og nødhjælp ofte overlapper.

FN-forbundet følger udviklingen nøje og anerkender behovet for, at FN løbende tilpasser sig en verden i forandring. Det er afgørende, at reformerne fremmer gennemsigtighed, effektivitet og rettighedsbaseret arbejde, og at de sker med respekt for FN’s grundprincipper.

Reformen giver anledning til refleksion over, hvordan vi bedst bevarer og styrker FN som samlende global aktør i en tid med store geopolitiske, klimamæssige og økonomiske udfordringer.


Læs mere: 

Billede: UN Photo: Veronika Wilhelm