![DK flagceremoni 2 januar 2025 UN Photo/Loey Felipe](/media/2390/red_un-photo_loey-felipe_un71082061_20250102_lf_7628_.jpg)
FN-forbundets arbejde januar 2025
UN Photo/Loey Felipe
Kære medlem
Jeg har i weekenden været sammen med FN-forbundets bestyrelse, hvor vi i fællesskab har taget hul på det nye år. Og der er nok at forholde sig til, med de store skift i international politik vi ser i disse dage. I det lys bliver Danmarks medlemskab af FN’s sikkerhedsråd om muligt endnu vigtigere. Ikke mindst, når Danmarks tætteste allierede truer verden økonomisk og militært, og trækker sig ud af internationale aftaler og FN-organisationer. Vi har lovet Udenrigsministeriet at hjælpe med oplysningsindsatsen om sikkerhedsrådet, og lokalt kommer vi til at starte i det nordjyske. Det glæder jeg mig til. Til at støtte arbejdet har FN-forbundet netop udgivet en pjece om FN's Sikkerhedsråd.
Medlemsskabet af sikkerhedsrådet kommer også til at blive et tema på FN-forbundets landmøde, hvor formand for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Michael Aastrup Jensen (V), vil medvirke med et indlæg. Landsmødet finder sted i Aarhus den 15. marts, og du kan melde dig til (og stille op til bestyrelsen) frem til den 1. marts.
DET NYTTER
Arbejdet for en bedre verden er en lang, sej kamp, hvor vi bliver nødt til at tro på nytten af aktiv medvirken.
Det er derfor glædeligt, at Assad-styret blev væltet i december - men Syrien er jo trods regimeskiftet jo ikke pludseligt blevet et sikkert land, så Danmark skal ikke bare smide de syriske flygtninge ud. Det skrev bestyrelsesmedlem Ole Olsen om, og du kan genlæse det på vores hjemmeside, Styrk det multilaterale samarbejde, som var overskriften for vores fælles udtalelse med andre europæiske FN-forbund.
Det er også glædeligt, at der er indgået en våbenhvile i Mellemøsten, og de første gidsler og fanger er udvekslet. Forhåbentlig bliver det begyndelsen på en periode med genopbygning, også af en mere langvarig fred. FN og FN-organisationernes indsats vil fortsat være helt afgørende, ikke mindst på det humanitære område.
MOD TERROR
Alt andet end glædeligt er det, når engagementet bliver mødt med terror. I sidste uge blev vores venner i Global Aktion udsat for et brandattentat. På asfalten foran bygningen var der skrevet ‘Stop supporting terrorists. Fuck Polisario. Sahara belongs to Morocco.’ Så tilsyneladende var attentatet et angreb på Global Aktions Vestsahara-arbejde, og dermed også et angreb på vores fælles mangeårige indsats for en løsning på konflikten. Det kan vi kun tage afstand fra - og Global Aktion har vores uforbeholdne opbakning.
FOR RETTIGHEDER
Siden jeg skrev til jer sidst, så har vi markeret Menneskerettighedsdagen 10. december, som også er kulminationen på den årlige 16-dages kampagne mod vold mod kvinder. Igen i år stod FN-forbundet Aarhus sammen med Soroptimisterne og Zonta Aarhus for en lang række vigtige arrangementer i løbet af periodens ’Orange Dage’.
Vores konkrete indsats mod vold, overgreb og chikane forstsætter med en ny fase af projektet ’Stand up against street harassment’. Med det kan vi igen rekruttere oplægsholdere, der efter endt uddannelse kan gennemføre de vigtige træninger mod gadechikane. Hvis du vil være med, så er det nu du kan ansøge.
Ellers er FN-forbundets mange aktive i gang med planlægningen af aktiviteter i og uden for landet - bl.a. planlægges en studietur til Den Internationale Domstol i Haag (som nu ser ud til at blive i april og ikke i marts) og en studietur til FN i Nairobi i juli.
Vi har nok af opgaver, og jeg glæder mig til at løse dem sammen med dig, sammen for globalt ansvar.
Med venlig hilsen
Jens Christian Wandel, Forperson