
En hilsen fra den nye generalsekretær i FN-forbundet: Debatten om FN er vigtige end nogensinde
Af Rasmus Nørlem Sørensen, generalsekretær i FN-forbundet
Den 1. juni trådte jeg ind ad døren til FN-forbundet og tog hul på min nye rolle som generalsekretær. Jeg er utroligt glad for at møde ind i en organisation, som arbejder med en af de helt afgørende udfordringer i vores tid. Nemlig med spørgsmålet om, hvordan vi både værner om og udvikler det internationale samarbejde i FN.
Det står på den ene side lysende klart for enhver, at vi har brug for internationalt samarbejde for at kunne tackle de globale udfordringer. Klimakrisen kan ikke løses lokalt eller nationalt. Der skal en verdensomspændende indsats til at afværge og afbøde krisen. Ufred, krige og konflikter er alle vegne omkring os og nogen skal tage det internationale ansvar for at mægle, sikre fred og skabe forsoning.
Vi ser også i stigende grad, at krigens regler udfordres eller ignoreres af krigsførende parter og stater. Og der er ikke et klart fælles fodslag om at stå værn om dem fra FN’s medlemslande. Menneskerettighederne og konventionerne, der beskytter dem, er under pres. Ofte fordi regeringer og politiske ledere ser dem stå i vejen for den politik, de ønsker at føre. Men også fordi de mangler en basal forståelse i verdens befolkninger for, at universelle rettigheder netop er til for dem. For os.
Det giver os en opgave i FN-forbundet. Vi skal engagere den danske befolkning i debatten om, hvordan vi sikrer en international retsorden. Hvordan vi sikrer et globalt samarbejde om fred, bæredygtighed og basale rettigheder for alle mennesker. Og ikke mindst om, hvilken rolle FN kan og bør spille i forhold til at løse de opgaver.
Jeg tror på, at vi kan gøre en forskel. FN-forbundet laver allerede mange aktiviteter, hvor helt almindelige mennesker kan deltage og blive klogere på både FN-systemet og på de globale udfordringer, som FN kan bidrage til at løse. Men vi kan blive endnu bedre til at række ud og endnu bedre til at engagere flere mennesker i debatten.
Jeg håber, at I vil tage godt imod mig. Men først og fremmest håber jeg på, at I vil engagere jer i vores mange aktiviteter og FN-forbundet. Og tage venner, familie og kolleger med, når vi åbner dørene til debatter og arrangementer. For det danske engagement i både FN og i de globale løsninger afhænger af, at vi har en befolkning, der vil noget, gør noget og kræver noget af vores politikere.