Susanne Dahl
24. september 2025

Når vi sparer på børnene, sparer vi på fremtiden

Verdens nedskæringer i udviklingsbistanden rammer børnene først. Millioner af børn risikerer at miste skolegang og adgang til sundhedsydelser – og dermed deres fremtid. Vi har ikke råd til at svigte dem.

Af Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark og Jens Christian Wandel, forperson i FN-forbudnet

Bragt i Politiken den 22. september 2025

Når verdens ledere i disse dage samles til FN’s Generalforsamling i New York, sker det i en brydningstid. Verden er præget af krig, klimakrise og voksende ulighed – men også af en bekymrende tendens: mange regeringer skærer ned på udviklingsbistanden. Både USA og flere europæiske lande har reduceret deres bidrag markant.

Konsekvenserne er til at tage og føle på. Ifølge UNICEF’s seneste analyse risikerer seks millioner flere børn at stå uden skolegang allerede næste år. Det svarer til, at samtlige børn i alle Tysklands og Italiens folkeskoler blev sendt hjem. Hjælpen til uddannelse forventes at falde med 24 % frem mod 2026 - svarende til 3,2 milliarder dollars. Det betyder, at antallet af børn uden skolegang kan stige fra 272 til 278 millioner på bare ét år.

Når skoler lukker, forsvinder ikke bare læring, men også børns adgang til mad, sundhedsydelser, beskyttelse og en tryg hverdag. Skolen kan være deres eneste håb om en fremtid med muligheder.

Og konsekvenserne stopper ikke ved børnene selv. Når børn mister vacciner, spreder sygdomme sig over grænser. Når de mister skolegang, vokser desperation og ustabilitet. Når deres liv bliver mere skrøbelige, bliver vores verden mere skrøbelig. Ifølge en analyse i The Lancet kan de annoncerede nedskæringer i udviklings- og nødhjælpsbistand resultere i 14 millioner flere dødsfald globalt frem mod 2030 – heraf 4,5 millioner børn under fem år. Det er et tal, der burde få os alle til at standse op.

FN er vigtigere end nogensinde

FN er ikke perfekt, men FN er uerstattelig. Generalforsamlingen er det eneste forum, hvor alle verdens lande – store som små – sidder ved det samme bord. Sammen kan vi skabe fælles løsninger på kriser, der ikke stopper ved landegrænser. I en tid, hvor internationale konventioner er under pres, er FN’s rolle vigtigere end nogensinde – både som beskytter og som samlende kraft.

FN sikrer, at børns rettigheder ikke bliver et nationalt anliggende, men et globalt ansvar – og er det sikkerhedsnet, der sikrer, at børns rettigheder ikke afhænger af, hvor de er født.

Nødvendige nedskæringer

I UNICEF mærker vi nedskæringerne tæt på. Vi forventer mindst 20 procents fald i vores indtægter de kommende fire år. Derfor tilpasser vi os. Med vores Future Focus-initiativ skærer vi 25 procent i budgetterne på hovedkontorer og flytter ressourcer tættere på børnene. Vi reducerer stillinger, konsoliderer kontorer og opretter centre for ekspertise, så hjælpen bliver mere effektiv. Det er hårde beslutninger, men de er nødvendige.

Men uanset hvor meget vi effektiviserer, kan vi aldrig erstatte staters ansvar. UNICEF og FN kan være katalysatorer, men vi kan ikke bære ansvaret alene. Det er regeringerne, der må stå fast på de internationale aftaler, de selv har underskrevet, og sikre, at børns rettigheder ikke kun eksisterer på papiret, men i praksis.

FN fylder snart 80 år. Det er ikke kun en anledning til fejring, men også til at bekræfte vores forpligtelse. Vi er nødt til at sikre et stærkt FN, hvis vi skal kunne håndtere konflikter, klimakrise og ulighed – og hvis vi vil sikre, at intet barn står alene.

Private fonde, virksomheder og enkeltpersoner spiller en stadig større rolle. I UNICEF oplever vi en enorm støtte fra millioner af mennesker, der giver bidrag og kræver forandring. Og vores partnerskaber med virksomheder og fonde er med til at finansiere vores indsatser og skabe innovative løsninger på alt fra digital læring til klimavenlige vandløsninger. Men private aktører kan aldrig erstatte det politiske ansvar, der ligger hos regeringerne.

Håb for fremtiden

Investeringer i børn er investeringer i fred, stabilitet og fremgang – for os alle. Det er den mest bæredygtige og mest rentable investering, verden kan foretage. Hver vaccine, hvert skoleår, hver tryg barndom er et fundament under et mere fredeligt og mere velstående samfund.

Trods alle kriserne findes håbet stadig. Jeg ser det i de børn, der hver dag insisterer på at lære, lege og drømme – også midt i konflikter, klimakatastrofer og fattigdom. De tror på fremtiden. Vi skylder dem at gøre det samme.