
Dagbog fra Nairobi – 14.10.2025
Af Kurt Nielsen
Vi startede dagen med en morgenbriefing og en god morgenmad. Der var fødselsdag i gruppen, som vi fejrede med sang og godt humør.
Det var en FN-dag, hvor vi besøgte FN-byen i Nairobi – en af de største i verden og den eneste FN-hovedstad i Afrika. Her ligger både UNEP (FNs miljøprogram) og UN-Habitat, som har globale hovedkontorer på stedet.
Beslutningen om at etablere en FN-by i Nairobi blev truffet i Stockholm i 1972, og komplekset blev operativt i 1975. Siden da er flere og flere funktioner blevet flyttet hertil, og i dag arbejder over 5.000 ansatte i området. Grunden blev foræret af den kenyanske stat – og der bygges stadig nye bygninger.
Efter et lidt besværligt sikkerhedstjek blev vi vist rundt af en dygtig guide.
Rundturen gik gennem grønne områder med te- og kaffeplanter og en række spændende skulpturer. Vi så også det store konferenceområde, hvor især den bæredygtige UNEP-bygning imponerede med masser af planter og lys.
Rundvisningen sluttede med et kort oplæg om FN, der blandt andet blev ledsaget af en rapsang om FN’s historie og funktioner – den kunne vi sagtens bruge i vores skoletjeneste!
Efter rundvisningen besøgte vi UNEP’s klimadirektorat og ledelse. Vi blev overraskede over at høre, at deres videnskabelige afdeling med 65 medarbejdere ligger i København, hvor den spiller en vigtig rolle i at levere globale klimadata.
Efter frokost gik turen videre til UNDP, FN’s udviklingsprogram, som fortalte om deres arbejde med klima og miljø – især i udsatte grænseområder.
Dagens sidste besøg var hos UN Women, der havde mødt talstærkt op. De fortalte inspirerende om projekter, der styrker kvinders rolle i klimaindsatsen og i samfundet generelt.
Efter en lang og oplevelsesrig dag kørte vi hjem. Vores chauffør havde tålmodigt ventet på os hele dagen, og det var næsten svært at løsrive sig fra de mange indtryk og samtaler.
Vi fik taget flere gruppebilleder, som nu er delt i gruppen.
Dagen sluttede med en fælles debriefing, hvor alle delte deres oplevelser – for alle var det en spændende og lærerig dag.