UN71035789
23. april 2024

USA trækker veto-kortet i Palæstina-afstemning og trumfer endnu en gang flertallet i Sikkerhedsrådet

Foto: UN Photo/Manuel Elías

Det Palæstinensiske Selvstyre sendte 2. april en forespørgsel til FN’s generalsekretær António Guterres om at revurdere en anmodning fra 2011, om at Palæstina skal tildeles fuldgyldigt medlemskab af FN og anerkendes som en selvstændig stat. Guterres sendte anmodningen videre til Sikkerhedsrådet, der stemte om forslaget 18. april. Et stort flertal stemte for, at Palæstina skulle optages som medlem, men USA nedlagde veto og trumfede flertallet. 

 

Palæstinas rolle i FN

Siden 2012 har Palæstina haft observatørstatus i FN, hvilket betyder, at Palæstina ikke er fuldgyldigt medlem af FN. Palæstina har dog en udsendt repræsentant i FN, der repræsenterer Palæstina ved forsamlinger og forhandlinger. Palæstina kan imidlertid ikke deltage i afstemninger i FN’s seks hovedinstitutioner, herunder Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen.

Når FN modtager en anmodning om optagelse, sendes anmodningen til Generalsekretæren, der sender den videre til Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen. Sikkerhedsrådet stemmer først, og afgørelsen af afstemningen i Rådet bliver sendt videre til Generalforsamlingen som en anbefaling for, hvordan medlemslandene bør stemme. For at anmodningen om optagelse kan godkendes, skal der være flertal for optagelsen i både Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen. I Sikkerhedsrådet skal mindst ni af Rådets 15 medlemmer stemme for optagelsen, samtidig med at ingen af Rådets fem permanente medlemmer (Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og USA) nedlægger veto mod forslaget. I Generalforsamlingen skal mindst to tredjedele stemme for optagelsen. Det nyeste fuldgyldige medlem af FN er Sydsudan, der blev optaget i 2011, og udover Palæstina er det kun Vatikanstaten, der har observatørstatus i FN. 

Læs mere om Palæstinas rolle i FN her.

Læs mere om Palæstina her.

 

Afstemningens resultat møder stærk kritik fra både Israel og Palæstina 

Ved afstemningen i Sikkerhedsrådet stemte 12 medlemmer for, at Palæstina skulle optages som medlem, mens Storbritannien og Schweiz afstod fra at stemme. USA nedlagde imidlertid veto mod forslaget, og forslaget blev derfor ikke stemt igennem på trods af, at flertallet af Rådets medlemmer stemte for. Derfor bliver Palæstina altså ikke medlem af FN i denne omgang.

USA’s repræsentant ved FN Robert Wood udtalte efter afstemningen, at USA fortsat støtter en tostatsløsning, men at en palæstinensisk stat bør ske i forhandlinger med Israel.

”Denne afstemning afspejler ikke modvilje mod en palæstinensisk stat, men er derimod en anerkendelse af, at den kun kan opstå gennem direkte forhandlinger mellem parterne,” udtalte Robert Wood.  

 

Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre Mahmoud Abbas har fordømt, at USA har nedlagt veto, og kalder det ”unfair, uetisk og uretfærdigt”. Efter afstemningen holdt den palæstinensiske repræsentant i FN Riyad Mansour en følelsesladt tale, der tilsyneladende fik den siddende forpersonen for Sikkerhedsrådet, Vanessa Frazier, til at fælde en tåre. I talen takkede Mansour de stater, der stemte for Palæstinas anmodning om at blive optaget som medlem, og udtrykte palæstinensernes håb for selvbestemmelse.

”Palæstinenserne er et folk, der stræber efter frihed. Efter et værdigt liv. Efter en fredfyldt tilværelse. Det palæstinensiske folk vil ikke forsvinde. Det palæstinensiske folk vil ikke blive begravet. Det palæstinensiske folk har aldrig været unødvendigt. I andre skal give os retfærdighed. Ellers begår i uretfærdigheder,” sagde Riyad Mansour i talen.

 

Efter Mansours tale, takkede Israels repræsentant Gilad Erdan USA for at stå op for ”sandhed og moral”, mens han kritiserede Sikkerhedsrådet og de stater, der havde stemt for anmodningen.

”I nægter at fordømme. I nægter at lytte. I nægter handle. I nægter endda at tjekke fakta. Så i dag vil jeg ikke forsøge at reparerer, det der allerede er ødelagt. At tale til dette Råd er som at tale til en murstensvæg,” sagde Gilad Erdan. Erdan argumenterede derudover for, at en anerkendelse af Palæstina som en suveræn stat vil ødelægge mulighederne for fred.

 

Danmark føler sig ikke klar til at anerkende Palæstina som en selvstændig stat 

Den danske regering er på nuværende tidspunkt ikke klar til at anerkende en palæstinensisk stat. Statsminister Mette Frederiksen har udtalt til Politiken, at regeringen støtter oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat, men at det politiske klima ikke er optimalt til at implementere en tostatsløsning.

”Vores udfordring lige nu er, at Hamas ikke anerkender Israel og ikke vil være med til en tostatsløsning, og den nuværende regering i Israel anerkender heller ikke behovet for en tostatsløsning”.

Statsministeren nævner ikke Det Palæstinensiske Selvstyre i interviewet, men hun understreger, at en tostatsløsning må være det næste skridt i Mellemøsten.