Tre år med Taliban har efterladt Afghanistans kvinder uden skyggen af rettigheder
Foto: Pixabay/ ArmyAmber
I disse dage er det tre år siden, at Talibanerne tog magten i Afghanistan og kastede befolkningen ud i en kæmpe humanitær katastrofe, som kun er blevet værre for hver dag der går. Særligt kvinders rettigheder er ikke-eksisterende.
I Afghanistan er det forbudt for piger og kvinder at tage en uddannelse ud over de første klassetrin i grundskolen. På samme måde har Talibanerne indskrænket kvinders ret til at bevæge sig frit i det offentlige rum, forhindret dem i at dyrke sport, gjort det sværere at benytte sig at sundhedsydelser og sågar forhindret dem i at besøge parker:
‘Kvinder og børn er fjernet fra det offentlige liv, fredelige protester er ikke mulige og trusler om vold er et hyppigt brugt våben for at skræmme befolkningen til ikke at gøre oprør. Der er offentlige henrettelser – ofte uden rettergang - og fysisk afstraffelse og tortur, og folk forsvinder fra den ene dag til den anden.’
Sådan lød den nedslående melding fra FN’s særlige rapportør Richard Bennett om situationen i Afghanistan tilbage i februar 2024.
Også fra UN Women’s landerepræsentant, Alison Davidian, lyder det nedslående budskab, at situationen for særligt landets kvinder er gået fra slemt til værre. Netop hjemvendt fra en tur til den nordlige del af Afghanistan talte med hun en kvinde, Nasima, der fortalte: ’Jeg blev gift som 16-årig. Jeg håbede at min datters liv skulle blive bedre, men nu frygter jeg det bliver værre. Hjælp os med at kæmpe for vores frihed’.
Kvinders beklædning er også under beskydning. Siden januar 2024 har Talibanerne tilbageholdt kvinder og piger i Kabul og andre provinser for det, de kalder ’bad hijab’. Altså, at de ikke overholder den dresscode, som der er udstukket, hvilket er blevet straffet med fysisk vold, trusler og intimiderende opførsel.
Ud over det er ytringsfriheden – også mediernes – blevet kraftigt indskrænket og der har været talrige eksempler på at Taliban har tilbageholdt og fængsel og tortureret demonstranter, journalister og kritikere af systemet.
Afghanistan lider under underfinansiering af u-landbistanden og selvom World Food Programme er til stede og forsøger at hjælpe, kan de kun hjælpe én million afghanere, hvilket efterlader yderligere 11 millioner i hungersnød uden muligheder for hjælp. 12,4 millioner afghanere får ikke tilstrækkeligt mad, og 1 ud af 4 ved ikke, hvor deres næste måltid kommer fra, ifølge World Food Programme.
Også FN’s flygtningeorganisation UNHCR er til stede og forsøger at hjælpe. De opretter flygtningelejre, tilbyder afghanere på flugt på flugt skolegang, beskyttelse og et sted at sove, så de kan genopbygge deres liv på lang sigt. Talibanernes overtagelse har tvunget tusindvis af afghanere til at flygte, og alene det sidste år er over 665.000 flygtet til Pakistan.
Du kan læse mere om UNHCR’s arbejde og få de seneste tal her, hvor du også kan læse mere om konflikten.
Og her kan du læse hele UN Women’s seneste rapport om situationen i Afghanistan.