Summit of the Future: ’Vi er her for at bringe multilateralisme tilbage fra afgrunden.’
Foto: UN Photo/Loey Felipe
Staterne stemte enstemmigt for en ny ’Pagt for fremtiden’ ved Summit of the Future.
I New York herskede der hårde forhandlinger den 22.-23. september om den fremtidige pagt for fremtiden (Pact for the Future). FN’s generalsekretær António Guterres sagde i sin tale: ’Jeg indkaldte til dette topmøde, fordi det 21. århundredes udfordringer kræver det 21. århundredes løsninger: rammer, der er baseret på netværk og inklusion, og som drager nytte af ekspertisen fra hele menneskeheden. Jeg indkaldte til dette topmøde, da vores verden er ved at køre af sporet – og vi har brug for svære beslutninger for at få den på rette vej. Konflikter raser og multipliceres, fra Mellemøsten til Ukraine og Sudan, uden nogen ende i sigte. Vores kollektive sikkerhedssystem er truet af geopolitiske splittelser, nuklear oprustning og udviklingen af nye våben og nye trusler om krig.’
Pagten er opdelt i fem hovedkategorier: Bæredygtig udvikling og finansiering til udvikling; International fred og sikkerhed; Videnskab, teknologi og innovation samt digitalt samarbejde; Unge og fremtidige generationer; Transformering af global styring. Under emnerne er der vedtaget 56 handlinger.
Se nogle af de handlinger, som pagten indeholder:
- Vi vil planlægge for fremtiden og styrke vores kollektive anstrengelser for at ’turbocharge’ den fulde implementering af 2030-agendaen for Verdensmålene til 2023 og derefter.
- Vi vil beskytte alle civile i væbnede konflikter.
- Vi vil fremme målet om en verden fri for atomvåben.
- Vi vil investere i den sociale og økonomiske udvikling af børn og unge, så de kan opnå deres fulde potentiale.
- Vi vil reformere Sikkerhedsrådet og anerkende det nødvendige behov for at gøre det mere repræsentativt, inkluderende, transparent, effektivt, demokratisk og ansvarligt.
- Vi vil accelerere reformen af den internationale finansielle arkitektur, så den kan imødekomme de hastende udfordringer ved klimakrisen.
Selvom pagten er accepteret af alle FN’s medlemslande, må fremtiden vise, hvordan implementeringen af de nye handlinger bliver omsat i praksis. I bilaget af Pact for the Future kan man yderligere finde den globale digitale aftale og erklæringen om fremtidige generationer. Den digitale aftale, skal sikre, at teknologien er til nytte for alle. Den beskriver både de fordele, som teknologien kan have i forbindelse med menneskerettigheder, men også de ulemper, teknologien kan medføre, såsom cybersikkerhed. Erklæringen om fremtidige generationer lægger blandt andet vægt på vigtigheden af forskellige generationers inddragelse i beslutningsprocesser. António Guterres siger: "Jeg byder disse tre skelsættende aftaler velkommen - et afgørende skridt hen imod en mere effektiv, inkluderende, netværksbaseret multilateralisme."
Læs hele Pact for the Future her