Pexels Rethaferguson 3811977
18. november 2024

Snart er det tid til 16 dages aktivisme mod kønsbaseret vold

Foto: Pexels/ RF._.studio

Fra den 25. november begynder 16 dages aktivisme, som slutter den 10. december på Menneskerettighedsdagen og sætter fokus på kønsbaseret vold mod kvinder. Årets kampagne har temaet 'Hvert 10. minut bliver en kvinde dræbt. #NoExcuse. UNiTE to End Violence against Women.' Desværre er det meget relevant at sætte fokus på vold mod kvinder og piger. Både i hjemmet og i det offentlige rum er kvinder udsat for kønsbaseret vold. Én ud af tre kvinder oplever vold, skriver UN Women. 'De 16 dages aktivisme er en mulighed for at genoplive forpligtelser, kræve ansvarlighed og handling fra beslutningstagere, mens verden nærmer sig 30-års jubilæet for Beijing-erklæringen og handlingsplatformen i 2025 – en visionær plan for at opnå ligestilling og kvinders og pigers rettigheder overalt.'  

En kvinde, der selv har arbejdet sig til tops og kæmper på andre kvinders vegne, er Effie Owuor. I et interview med UN Women fortæller hun, hvordan verden i Kenya så ud i 1967, da hun blev den første kvindelige statsadvokat.

Siden tog hendes karriere yderligere fart. Men samtidig pointerer hun, hvor meget mere kvinder skal gøre for at holde sig på disse poster: ‘Ikke desto mindre har du fra den tid og frem til nu mere ansvar uden for dit arbejde, simpelthen fordi du er en kvindelig dommer. Du oplever, at du skal udføre meget arbejde med kvinders rettigheder, og der stilles langt større krav til dig.’  

Hun beskriver, hvor gavnligt det er at have kvinder med i fredsforhandlinger, da de både arbejder tæt sammen med lokale organisationer og har øje for nogle aspekter, som mændene ikke husker at inddrage i fredsforhandlinger. For eksempel situationer, der opstår efter en afsluttet konflikt. Hvis kvinderne spørger, hvad der skal ske med de kvinder, der vender tilbage til deres hjem, kommer der i nogle tilfælde et enkelt svar: '"I vil alle tage hjem, og I vil alle få fem tønder land." Men det er til familiens overhoved; hvad med de kvindelige hjemvendte?'

Kvinder oplever i stedet helt andre situationer, der ikke kommer i betragtning uden en kvindelig repræsentant ved fredsforhandlingsbordet. Effie Owuor specificerer: 'De kan være flygtet, da de var små piger; de kan have været flygtninge; de kan have fået børn; de kan være blevet voldtaget af en soldat eller af en anden. Når en kvindelig flygtning vender tilbage til sit land, vil det første spørgsmål være: "Hvem er far til dit barn? Er dette barn en kenyaner? Eller er det en somalier?"'

For at sikre rettigheder og positiv udvikling skal der først være fred. Så længe en krig eller væbnet konflikt finder sted, vil landet ikke bevæge sig mod det positive. Ydermere er kvinder generelt særligt udsatte i konflikter. Det er altså ikke kun problematisk ved fredsforhandlinger, men også under selve konflikten.  

Flere vigtige resolutioner og traktater fremhæver betydningen af at inkludere kvinder og bekæmpe ulighed og diskrimination, herunder konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder og FN's Sikkerhedsråds resolution 1325. Dette understreger samtidig nødvendigheden af at sikre kvinders stemmer i alle dele af samfundet – uanset om landet er i fred, på vej ind i en konflikt, midt i en væbnet konflikt eller bevæger sig mod fred. 

Effie Owuor er en af de kvinder, der har skrevet historie, og hendes arv lever videre, da hun ‘grundlagde Kenya Women Judges Association og traf skelsættende afgørelser, der påvirkede forfatningsret, valg samt strafferetlige og civile sager.’ Den positive forandring, hun har bidraget med, har ført til positiv udvikling og bedre forudsætninger for kvinder i fremtiden. 

 

Læs hele interviewet her.