Sikkerhedsrådet: Stop belejringen af El Fasher i Sudan
Foto: UNICEF/Mohamed Zakaria
FN's Sikkerhedsråd vedtog torsdag en resolution, der opfordrer de paramilitære Rapid Security Forces (RSF) i Sudan til at stoppe deres belejring af El Fasher, der er hovedstaden i delstaten Norddarfur.
Resolutionen, som var fremsat af Storbritannien, blev godkendt med 14 stemmer for, ingen imod, og med Rusland som undlod at stemme.
RSF og den sudanesiske hær har kæmpet i over et år, og kampene i El Fasher er eskaleret i de seneste måneder. Ifølge Storbritanniens ambassadør Barbara Woodward sender resolutionen et klart budskab: ’Vi fremlagde denne resolution for at hjælpe med at sikre en lokal våbenhvile omkring El Fasher og skabe bedre betingelser for at støtte en af-eskalering af konflikten i hele landet. De kan redde liv’, lød det fra ambassadøren ifølge UN News.
Resolutionen skulle også sikre, at de rivaliserende militære styrker beskytter, hvilket inkluderer, at folk har lov til at bevæge sig ind og ud af El Fasher som de ønsker. De stridende parter blev også bedt om at tillade og facilitere hurtig, sikker og vedvarende passage af humanitær hjælp til civile i nød.
Situationen i Sudan beskrives som desperat, og de humanitære behov er alvorlige. Resolutionen opfordrer derfor også til at øge samarbejdet med FN-agenturer og til hurtigst muligt at genåbne Adre-grænsen til Chad, dette for at gøre det lettere at levere humanitær bistand.
Krigen i Sudan har efterladt mange døde, ødelagt kritisk infrastruktur og fordrevet mere end 10 millioner mennesker, som har søgt tilflugt internt i landet eller uden for landets grænser. Omkring 18 millioner sudanesere sulter, hvoraf fem millioner står på kanten af hungersnød.
Resolution viser, at Sikkerhedsrådet fortsat er engageret i at støtte fredsbestræbelserne i Sudan, og at det fortsat er en stor prioritet.