Naja Lyberth og holdet bag 'spiralsagen' vinder Menneskeretsprisen
Foto: Institut for Menneskerettigheder
Naja Lyberth og spiralsagens arbejdsgruppe modtager Menneskerettighedsprisen for at kaste lys over de overgreb, den danske stat udsatte tusindvis af grønlandske kvinder og piger for i perioden 1966 – 1975. Her fik tusindvis af piger og kvinder – næsten halvdelen af de 9.000 fødedygtige piger og kvinder i Grønland - opsat en spiral som et led i de danske myndighederes strategi om at reducere den grønlandske befolkningstilvækst. Det skete på piger ned til 13-årsalderen uden deres eller deres forældes samtykke.
Naja Lyberth og spiralsagens arbejdsgruppe er taknemmelige for at modtage prisen, og forklarer til Institut for Menneskerettigheder: ’Vi oplever prisen som en anerkendelse af de krænkelser, den danske stat udsatte os for. Forhåbentligt er prisen med til at lægge pres på den danske stat til at tage ansvar. Vi tror ikke på, at den uvildige udredning af spiralsagen vil føre til den anerkendelse og erstatning, vi kræver. Vi har ikke tid til at vente. Vi er oppe i årene, og nogle af kvinderne er over 80 år’. Til det grønlandske medie KNR udtaler Naja Lyberth: ’Vi er en generation, der har lidt stille i årtier. Nu kan vi ikke tie stille længere. Vi er i stand til at kæmpe i dag. Vi har fået vores kræfter tilbage, så det er nu, vi skal rydde op, så vi kan komme videre.’
Nalakkersuisut (den grønlandske regering) og den danske regering blev i september 2022 enige om at igangsætte en uvildig udredning af spiralsagen fra 1960 og frem til 1991, hvor Grønland hjemtog sundhedsområdet. Udredningen forventes at være færdig i 2025.
Ramus Grue Christensen, forperson for Rådet for Menneskerettigheder siger om Naja Lyberth og hendes gruppe, at ’det kræver en usædvanlig styrke og et stort mod at stå frem og fortælle om overgrebene. Kvindernes åbenhed banede vejen for DR’s omfattende journalistiske undersøgelse, der har været med til at blotlægge skandalens omfang. Deres vidnesbyrdfortællinger har ført til igangsættelsen af en uvildig udredning af spiralsagen og ikke mindst etableringen af et fællesskab på tværs af Grønland og Danmark, hvor kvinderne arbejder for retfærdighed og et retsligt opgør’.
Det er DR’s podcast ’Spiralkampagnen’, som Rasmus Grue Christensen taler om. Den kan høres her.
I oktober 2023 rejste Naja Lyberth og 66 andre grønlandske kvinder hver især krav om 300.000 kroner i godtgørelse fra den danske stat for den krænkelse, som de blev udsat for.
Menneskeretsprisen blev uddelt på Vartov i København 26. februar. Prisen uddeles af Rådet for Menneskerettigheder og hylder hvert år en person eller organisation, der gør en særlig indsats for menneskerettigheder i Danmark, Grønland eller Færøerne. Her fra FN-forbundet skal lyde et stort Pilluarit - tillykke - med prisen.