LGBT+ personer er ikke nævnt i FN’s verdensmål, så hvad gør FN egentlig i kampen for at beskytte seksuelle minoriteter og kønsminoriteter?

Foto: Pixabay/Naeimasgary

Kampen for at sikre LGBT+ personers rettigheder er ikke direkte nævnt i FN’s verdensmål, som er køreplanen for, hvilke indsatsområder FN’s medlemslande skal arbejde for at fremme hen imod 2030. Alligevel arbejder flere af FN’s særorganisationer for at sikre LGBT+ personers rettigheder.

Fra razzia til parade

I fredags var det præcis 55 år siden, at politiet i New York udførte en voldsom razzia på en natklub for homoseksuelle, Stonewall Inn. En razzia, som skulle vise sig at blive skelsættende for den amerikanske LGBT-bevægelse, og hvis efterdønninger gav genlyd i store dele af den vestlige verden. I dagene efter razziaen 28. juni 1969 samledes store menneskemængder sig i New Yorks gader, for at demonstrere mod den strukturelle undertrykkelse homoseksuelle dagligt måtte kæmpe imod. Protesterne omtales som et vendepunkt i LGBT+ rettighedsbevægelsen, da man, ved at gå på gaden, sagde fra over for politivold, undertrykkelse og diskrimination. Protesterne har derudover dannet grobund for den årlige pridemåned, som finde sted hver juni, og de verdensomspændende Pride-fejringer og demonstrationer, som med slagord, regnbueflag og glitrende udklædninger, hvert år ruller gennem flere af verdens storbyer.

Kriminalisering af LGBT+ personer strider mod menneskerettighederne Siden razziaen på Stonewall Inn har flere af verdens lande gjort store fremskridt i forhold til accepten af LGBT+ personer og anerkendelsen af, at seksuel eller kønsmæssig identitet ikke bør have indflydelse på kravet om rettigheder. Det er dog langt fra alle lande, hvor man som LGBT+ person kan tale åbent om sin seksuelle eller kønsmæssige identitet. Ifølge FN opretholder mere end 70 af verdens lande diskriminerende love, der kriminaliserer parforhold eller seksuelle relationer mellem to personer af samme køn. Det betyder, at flere millioner individer verden over er i risiko for at blive arresteret, retsforfulgt og fængslet på baggrund af deres seksualitet, og i mindst fem lande er der dødsstraf for at indgå i et parforhold med en af samme køn. National lovgivning, der kriminaliserer LGBT+ personer, findes primært i lande i Asien og Afrika, der har været underlagt europæiske koloniale overmagter. I de fleste tilfælde trækker de nuværende love tråde til de love, som kolonimagterne pålagde de koloniserede lande i løbet af det 19. århundrede.  

Ifølge FN strider diskriminerende love mod retten til privatliv og retten til frihed for diskrimination, som begge er beskyttet under de universelle  menneskerettigheder, der utvetydigt gælder for alle mennesker. FN har flere gange udtrykt bekymring over diskriminerende nationale love, fordi de, udover at underkende basale menneskerettigheder, sætter LGBT+ personer i en særdeles sårbar og udsat position. For de enkelte individer betyder diskriminerende lovgivning, at de er ekstra udsatte over for hadforbrydelser, politivold, tortur og vold i familien. Dette rammer både LGBT+ personer, folk som kæmper for LGBT+ personers rettigheder og folk, som agerer på en måde, der ikke stemmer overens med accepterede kønsnormer. På det mere generelle plan kan diskriminerende love have negative konsekvenser for den nationale folkesundhed, da individer, der har mistanke om at bære på en sygdom, som i nogle samfund forbindes med homoseksualitet, som eksempelvis HIV, undlader at opsøge lægen, for at undgå risikoen for at blive stemplet som homoseksuel og dermed kriminel.

Alle skal med – også LGBT+ personer

Arbejdet for at afkriminalisere LGBT+ personer og sikre deres rettigheder er ikke direkte nævnt i FN’s verdensmål. Flere af FN’s særorganisationer har imidlertid påpeget, at det er helt centralt at styrke LGBT+ personers samfundsmæssige og retslige position, hvis vi skal opnå verdensmålene. Hovedbudskabet bag FN’s verdensmål er, at alle skal med (eng.:leave no one behind). Derfor fokuserer man særligt på verdens fattigste og mest marginaliserede i arbejdet med at nå verdensmålene. Ifølge UNDP, FN’s udviklingsprogram, er et opgør med diskrimination mod LGBT+ personer derfor helt centralt, hvis verdensmålene skal nås.

Hvert år markerer FN derudover den internationale dag mod homofobi, bifobi og transfobi for at sætte fokus på den diskrimination mange LGBT+ personer fortsat kæmper med. Ved markeringen i 2023 opfordrede FN’s generalsekretær, António Guterres alle medlemslande til at ophæve diskriminerende lovgivning.

- Jeg gentager min opfordring til alle medlemslande til at opretholde verdenserklæringen om universelle menneskerettigheder og stoppe kriminaliseringen af samtykkebaseret parforhold mellem personer af samme køn og transkønnede mennesker. At være dig selv bør aldrig være en forbrydelse,” sagde António Guterres.

På det norske FN-forbunds hjemmeside kan man derudover læse, at FN’s særorgansationer bl.a. støtter kampen for LGBT+ personers rettigheder på følgende måder:

• OHCHR, Sekretariat for FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, samarbejder med statslige aktører, nationale. menneskerettighedsorganisationer og NGO’er over hele verden for at støtte ophævelsen af love, der kriminaliserer LGBT+ personer.
• UNAIDS, FN’s AIDS-program, laver kampagner for afkriminaliseringen med fokus på folkesundheden.
• ILO, Den Internationale Arbejdsorganisation, arbejder for at sikre LGBT+ personers vilkår og rettigheder på arbejdsmarkedet.  
• UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, arbejder for at beskytte LGBT+ personer, der er på flugt.

Læs mere om FN’s arbejde med LGBT+ personers rettigheder her (norsk)

Læs mere om den internationale dag mod homofobi, bifobi og transfobi her (engelsk)