Uni501979
8. marts 2024

Kvinder i krigszonen: FN er stærkt bekymret for kvinderne i Gaza

Foto: UNICEF/Omar Al-Qattaa

Flere FN-agenturer udtrykker bekymring for den skadelige indvirkning krigen og den forøgede ustabilitet i Gaza har haft på palæstinensiske kvinders sikkerhed og sundhed. Når krigen raser rammes kvinder nemlig hårdt, og kampen for mad, medicin og sikkerhed er ekstra svær. Senest har en række eksperter udtalt, at der er stærke beviser på, at både Hamas og israelske soldater har udsat israelske og palæstinensiske kvinder for grove seksuelle overgreb ifm. angrebet 7. oktober og den efterfølgende krig i Gaza.   

 

Med ustabilitet tilsidesættes kvinders behov

Ifølge UN Women, FN’s kvindeorganisation, opleves det at blive drevet på flugt anderledes for kvinder end for mænd, fordi de to grupper overordnet set udsættes for forskellige udfordringer. I krigsramte områder må kvinder, der varetager det primære omsorgsarbejde i familien, som regel blive tilbage i krigszonen, hvis ældre eller syge familiemedlemmer ikke er i stand til at flygte, og dermed øges risikoen for at blive dræbt for de tilbageblivende kvinder. De kvinder, der flygter, er særdeles udsatte overfor voldelige og seksuelle overgreb under flugten.  

I Gaza er der ekstrem mangel på nødhjælp og fødevarer, og ifølge UNSDG, FN’s gruppe for bæredygtig udvikling, er der risiko for, at hungersnød i Gaza snart vil være en realitet. UN Women forventer, at den store mangel på fødevarer vil ramme kvinderne hårdest, fordi kvinder som regel nedprioriteres i krisesituationer. Organisationen frygter især, hvordan manglen på fødevarer vil påvirke gravide og ammende kvinder samt ældre og kvinder med handicap, da det hverken er let eller ufarligt at sikre sig mad og nødhjælp.

På nuværende tidspunkt er der ingen sikre steder i Gaza, og ingen er i sikkerhed fra hverken bomber eller overgreb. UN Women frygter, at den ekstremt ustabile situation vil eskalere kønsbaseret vold, og at de mange piger, der har mistet begge deres forældre i krigen, vil blive giftet bort i en meget ung alder. Derudover er der en række sundheds- og hygiejnemæssige udfordringer, som særligt rammer kvinder, hvilket bl.a. omfatter sygdomme forsaget af manglende mulighed for god hygiejne ved menstruation. Ifølge UNFPA, FN’s Befolkningsfold, vil omkring 5.500 kvinder i Gaza føde indenfor den kommende måned. Med et sundhedsvæsen, der stort set er kollapset, mangel på smertestillende medicin og rent vand og en markant stigning i kvinder, der føder for tidligt på grund af stress og angst, står flere tusind kvinder overfor komplicerede fødsler, der i sidste ende kan koste både det nyfødte barn og moren livet.      

 

Palæstinensiske og israelske kvinder er ofre for seksualiseret vold

19. februar udtrykte flere eksperter, der er udpeget af FN’s råd for menneskerettigheder, stor bekymring over en række påstande om seksuelle overgreb begået af det israelske militær. Ifølge eksperterne er påstandene troværdige og omfatter grove overtrædelser af palæstinensiske kvinders og pigers menneskerettigheder i Gaza og på Vestbredden.

Af eksperternes udtalelser fremgår det, at palæstinensiske kvinder er blevet vilkårligt dræbt af det israelske militær i Gaza, mens de var på flugt eller opholdt sig på steder, der var erklæret sikre. Nogle af de dræbte skulle angiveligt have viftet med hvide stykker stof for at signalere, at de var civile. Flere palæstinensiske kvinder og piger er derudover meldt savnet efter at have været i kontakt med den israelske hær, og eksperterne fremhæver, at mindst ét spædbarn er blevet tvangsfjernet af den israelske hær og bragt fra Gaza til Israel.

Eksperterne udtrykker bekymring over den store stigning i antallet af anholdelser af palæstinensiske kvinder og piger, herunder menneskerettighedsforkæmpere, journalister og aktivister, i Gaza og på Vestbredden. Ifølge eksperterne har israelske soldater udsat kvinderne for en behandling, der ikke tager hensyn til deres sikkerhed eller velbefindende: ”Mange er angiveligt blevet udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling, nægtet menstruationsbind, mad og medicin, og flere er blevet slået. I mindst et tilfælde blev palæstinensiske kvinder i Gaza angiveligt tilbageholdt i et bur i regnen og kulden uden mad."   

Eksperterne har også fundet beviser på, at flere kvinder er blevet udsat for seksuelle overgreb begået af israelske soldater. Der er flere beretninger om voldtægter og trusler om voldtægt, og flere af kvinder er blevet afklædt og visiteret af mandlige soldater. Flere kvinder er også blevet fotograferet i ydmygende situationer, hvorefter israelske soldater har uploadet dem på internettet.

Pramila Patten, repræsentant for generalsekretæren for FN's enhed for seksualiseret vold i konflikter, har udtalt, at en ekspertgruppe også har fundet beviser på, at flere af de frigivende kvindelige israelske gidsler, der blev taget til fange af Hamas under angrebet 7. oktober, er blevet udsat for voldtægter og seksualiseret tortur. I forbindelse med selve angrebet 7. oktober har ekspertgruppen fundet beviser på, at israelske kvinder er blevet udsat for seksuelle overgreb, herunder gruppevoldtægter. Flere dræbte israelske kvinder i Israel er blevet fundet afklædte, hvilket kunne indikere, at de har været udsat for seksuelle overgreb. Pattern opfordrer til, at den israelske stat giver FN mulighed for at igangsætte en undersøgelse af overgrebene begået mod palæstinensiske og israelske kvinder i hele det israelske område og i de besatte palæstinensiske områder.       

 

Resolution 1325: Kvinder, fred og sikkerhed

Ole Olsen, medlem af FN-forbundets menneskeretsudvalg, har pointeret overfor FN-forbundet, at man i FN er opmærksom på, hvordan krige og konflikter særligt rammer kvinder. I 2020 vedtog FN resolution 1325 med titlen Kvinder, fred og sikkerhed. Resolutionen bygger på principperne om, at inklusionen af kvinder i politiske processer i konfliktzoner skal øges, at der skal slås hårdere ned på seksuelle overgreb, der begås som strategi i en krig eller konflikt, og at kvinder skal være bedre repræsenteret i humanitære beredskaber. Disse tre hovedprincipper er både gavnlige i arbejdet under og efter konflikter, da en større inddragelse af kvinder samt øget fokus på kvinders sikkerhed bidrager til at sikre langvarig fred, der bygger på både mænd og kvinders behov. Ifølge Ole Olsen bidrager Danmark til opretholdelsen af resolutionen gennem internationale samarbejder, der f.eks. styrker kvinders repræsentation i politiske institutioner.