ICJ beordrede Israel til at indstille offensiv mod Rafah – to dage senere udførte Israel et dødeligt angreb i sikkerhedszone for civile
Foto: UNICEF/UNDP PAPP/Abed Zagout
Den Internationale Domstol (ICJ) beordrede 24. maj Israel til at stoppe sin militære offensiv i Rafah. Siden ICJ’s udmelding har Israel fortsat sine angreb mod Rafah, og natten til mandag udførte Israel et stort angreb i en teltlejr for civile, hvilket har affødt stor kritik blandt verdens ledere og i FN.
I januar afgjorde ICJ, at Israel skulle gøre alt for at forhindre et folkedrab mod palæstinenserne i Gaza, samtidig med, at Israel skulle gøre det muligt for nødhjælpsorganisationer at dele den livsvigtige nødhjælp ud til de civile palæstinensere. Siden afgørelsen har Sydafrika, der bragte Israel for domstolen i Haag, flere gange anmodet ICJ om direkte at beordre Israel til at indstille kamphandlingerne. Nu har ICJ afgjort, at Israel skal indstille sine militære aktiviteter, der kan skade palæstinensere i Rafah. ICJ’s afgørelse, der blev stemt igennem med 13 stemmer for og to imod, tager udgangspunkt i ICJ’s vurdering af, at den nødvendige nødhjælp ikke vil kunne distribueres i Rafah så længe angrebene fortsætter. ICJ besluttede derudover, at Israel skal genåbne grænseovergangen mellem Rafah og Egypten, som har været lukket siden Israel begyndte sin offensiv mod Rafah 7. maj, for nødhjælpsarbejdere og FN’s udsendte, der skal finde beviser for og imod Sydafrikas anklager mod Israel om folkemord.
Israel afviste prompte ICJ’s afgørelse og har siden hen fortsat sin militære aktivitet i Rafah. Natten til mandag udførte Israel et angreb i en teltlejr i Rafah, som Israel havde erklæret for et ”humanitært område” og som derfor burde være et sikkert tilflugtssted for de civile. Under angrebet smed Israel missiler, der udviklede sig til en stor brand, og sundhedsmyndighederne i Gaza oplyser, at mindst 45 civile blev dræbt under angrebet. Siden angrebet har der floreret videoer og billeder fra angrebet på internettet, der viser hvor stort og grufuldt et mareridt branden udviklede sig at blive for de civile. Det tyske udenrigsministerium skriver på det sociale medie X: ”Billederne af forkullede lig, inklusive børn, fra missilangrebet i Rafah er ubærlige.”
Lektor i folkeret på Københavns Universitet Marc Schack forklarer til DR, at det juridisk set endnu ikke står klart, om angrebet i Rafah er et udtryk for, at Israel går imod ICJ’s afgørelse ved at fortsætte sin samlede operation, eller om angrebet er en isoleret forsvarsmæssig hændelse. Marc Schack udtaler dog, at selv om man ikke på nuværende tidspunkt juridisk set kan vurdere, om angrebet er en overtrædelse af ICJ’s konkrete afgørelse, så er der noget, der tyder på, at Israel med angrebet har overtrådt de generelle, internationale love for krigsførelse.
Israel fordømmes
Siden Israels angreb mod teltlejren har flere centrale, internationale aktører rejst stor kritik af Israel og den israelske krigsførelse. Blandt de kritiske stemmer er bl.a. den franske præsident Emmanuel Macron og EU’s udenrigschef Josep Borell, og FN’s generalsekretær, António Guterres. António Guterres har fordømt angrebet på det sociale medie X, hvor han skriver: ”Jeg fordømmer Israels handlinger, som dræbte snesevise af civile, som bare søgte ly fra denne dødelige konflikt. Der er intet sikkert sted i Gaza. Denne rædsel må stoppe.”
Ifølge Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, skete der en fejl under angrebet, som han kalder en ”tragisk hændelse”, og ifølge premierministeren vil regeringen undersøge, hvilke fejl der skete under angrebet og som ledte til de mange civile tab. Israels militær har udtalt, at to Hamas-leder blev dræbt under angrebet. Dette kan dog ikke bekræftes.
Efter angrebet på teltlejren har mange af de civile pakket deres få ejendele sammen og er endnu engang på jagt efter sikkerhed og ly fra israelske angreb.