Palestine Journalism
3. maj 2024

I år står den internationale dag for pressefrihed i klimaets tegn, men Gazas journalister må ikke glemmes

Foto: Pixabay/Hosnysalah

”Alt vores frihed er afhængig af pressefrihed. Pressefrihed er grundlaget for demokrati og retfærdighed. Den giver os alt den viden, vi har brug for til at forme den offentlige holdning og stå op for, hvad der er rigtigt”.

Sådan sagde FN’s generalsekretær António Guterres for et år siden, da FN markerede den internationale dag for pressefrihed 2023. Et år er gået, og i dag markerer FN mærkedagen for 31. gang under temaet journalistik og klimakrisen. Med årets tema sætter FN fokus på journalisters afgørende rolle i at udbrede saglig viden om alle klimakrisens facetter, der både dækker over klimaforandringer, klimaflygtninge, luftforurening og nedgang i biodiversitet. Når det kommer til klima, er den offentlige debat på det globale plan præget af misinformation og manipulation med store tal og regnestykker. Derfor er det altafgørende for den bæredygtige udvikling, at journalister forholder sig kritisk og aktivt modarbejder spredningen af misinformation.

 

Rekordmange journalister er blevet slået ihjel i Gaza

Meningen bag den internationale mærkedag er at hylde de grundlæggende principper for pressefriheden og de journalister, der har mistet livet i jagten på den gode historie, nuancerne og ny viden. Derfor er det svært ikke at nævne de mange journalister i Gaza, der siden 7. oktober er blevet dræbt eller såret, mens de forsøgte at vise krigens rædsler for omverden.

Siden krigen brød ud i Gaza, er mindst 92 palæstinensiske journalister blevet slået ihjel. For hele 2023 og de første fire måneder af 2024 ligger det samlede antal dræbte journalister i hele verden på 124. Det viser en opgørelse fra organisationen Committee to Protect Journalists (CPJ), der arbejder for at beskytte pressefriheden. CPJ startede med at indsamle data over dræbte journalister i 1992, og ifølge organisationen har de aldrig oplevet en periode med så mange drab, som i perioden mellem 7. oktober 2023 og 25. april 2024. Ifølge Al Jazeera er 25 palæstinensiske journalister derudover blevet anholdt af det israelske militær, mens fire er forsvundet siden krigen brød ud.

Politiken skriver, at der til sammenligning blev dræbt 71 journalister under de sidste 10 år af Vietnamkrigen. Den otte år lange krig i Irak er den krig, der hidtil har kostet flest journalister livet, men selv i krigens mest drabelige år, 2006, lå dødstallet på 56, hvilket er en del under tallet for Gaza efter knap syv måneder.

 

Nyhedsstrømmen inddæmmes 

Journalister spiller altid en vigtig rolle i krigs- og konfliktzoner, og uden journalister og en stabil nyhedsstrøm er det umuligt for omverden at forholde sig til, hvad der egentlig foregår, når konflikt udvikler sig til krig, og et tykt støvlag lægger sig tungt over sønderbombede byer. I Gaza spiller de lokale journalister en måske endnu mere afgørende rolle end under de fleste andre krige og konflikter, da Israel ikke tillader udenlandske journalister at rejse ind i Gaza. Ganske få udenlandske journalister har fået adgang til Gaza, og dem, der har være der i løbet af krigen, har været under konstant overvågning af det israelske militær. De journalister, der reporterer fra Israel, er underlagt israelske regler for censur, hvilket betyder, at der er en række emner vedr. den igangværende krig, de ikke må reportere om, uden en godkendelse fra den militære enhed Israeli Military Censor.

I starten af april 2024 stemte det israelske parlament, Knesset, derudover en lov igennem, der giver landets ministre rettigheden til at forbyde udsendelser og materiale produceret af udenlandske nyhedsmedier, hvis ministrene vurderer, at nyhedsmedierne udgør en sikkerhedstrussel. Ministrene kan derudover kræve, at udenlandske nyhedsmedier skal lukke deres kontorer i Israel, og premierminister Benjamin Netanyahu har udtalt, at han vil bruge loven til at stoppe Al Jazeeras arbejde.

”Terrorkanalen Al Jazeera vil ikke længere sende fra Israel. Jeg vil handle straks i overensstemmelse med den nye lov for at stoppe for kanalens aktiviteter,” skriver han på det sociale medie X, efter loven blev stemt igennem.      

 

De mange drab vækker bekymring i FN

Kombinationen af de mange drab på palæstinensiske journalister, et forbud for udenlandske journalister om at rejse ind i Gaza og en ny lov, der truer med at begrænse nyhedsmediers muligheder for at udføre deres arbejde, er en farlig cocktail, der i værste fald kan give et skævt billede af krigens gang. Det har vakt bekymring i FN, og i februar udtrykte flere af FN’s uafhængige rettighedseksperter stor kritik af Israels mange drab på journalister. Eksperterne udtrykker særligt kritik af, at israelske soldater flere gange har dræbt journalister, der har båret de ikoniske blå veste og hjelme, der er markeret med ordet Presse. Holdet af eksperter udtrykker derudover bekymring for, om Israels mange drab på journalister er en del af en strategi, der har til formål at begrænse informationsstrømmen fra Gaza. Eksperterne påpeger, at drab på journalister kan være en overtrædelse af den internationale humanitære lovgivning, da journalister, der arbejder i krigs- og konfliktzoner, har samme rettigheder for beskyttelse som civile.

 

Siden 7. oktober er over 34.000 blevet dræbt i Gaza, 489 er blevet dræbt på Vestbredden og 1139 er blevet dræbt i Israel. Læs mere her.

Læs mere om den internationale dag for pressefrihed her.