Hvem sikrer afghanske kvinders sundhed?
Foto: UN Women
Et nyt dekret skal nu indskrænke kvinders adgang til undervisning på private medicinske faciliteter. Dermed fratages også den sidste mulighed for en højere uddannelse for piger og kvinder i Afghanistan.
Tidligere var skoler og universiteter allerede blevet lukket for piger og kvinder, og nu også de private medicinske institutioner. Dette vil have alvorlige konsekvenser for kvinders fremtid og sundhed. Yderligere vil det i det hele taget påvirke hele landets fremtid, da der vil mangle medicinsk personale.
Talskvinde for FN's Højkommissær for Menneskerettigheder, Ravina Shamdasani, skriver: ‘Denne beslutning vil begrænse kvinders og pigers allerede usikre adgang til sundhedspleje, da det for mandlige medicinske medarbejdere er forbudt at behandle kvinder, medmindre en mandlig slægtning er til stede. Afghanistan har allerede en af de højeste mødredødelighedsrater i verden.’
Derfor er kvindelige jordemødre, sygeplejersker, læger eller andet medicinsk personale altafgørende for at behandle kvinder. Ved at afskære mulighederne for, at kvinder kan tilgå undervisning ved private medicinske faciliteter, vil det blandt andet betyde, at der ikke vil blive uddannet mere kvindeligt personale og jordemødre, der kan varetage kvinders sundhed uden en slægtning til stede.
Da Taliban er den de facto styrende magt i Afghanistan, er det også dem, der er ansvarlige for at opretholde internationale aftaler og menneskerettigheder. Taliban er utallige gange blevet beskyldt for at bryde menneskerettighederne og undertrykke befolkningen, især kvinder.
Flere begynder at tale om et land, der lever i apartheid. Derfor har lande som Tyskland, Holland, Australien og Canada begyndt at undersøge, om de kan stille Afghanistan for ICJ for brud på Konventionen om afskaffelse af diskrimination mod kvinder (CEDAW).
På baggrund af de mange indskrænkninger har det ikke kun synlige konsekvenser, som færre og tildækkede kvinder i det offentlige rum, men også psykiske konsekvenser. I en tale til Sikkerhedsrådet i september udtaler Sima Bahous, FN's vicegeneralsekretær og UN Women Executive Director: ‘Ikke overraskende rapporterer 90 procent af afghanske kvinder og piger, at deres mentale helbred er dårligt eller meget dårligt, med et flertal af kvinder, der melder, at deres mentale helbred bliver værre hvert kvartal, og 8 procent kender mindst én kvinde eller pige, der har forsøgt selvmord.’