Hastemøde i Sikkerhedsrådet appellerer til handling i Mellemøsten efter drab på Hamas-leder
Foto: UN Photo/ Loey Felipe
Situationen i Mellemøsten skal deeskaleres og det internationale samfund må samarbejde, så konflikten ikke vokser. Det var beskeden, da Sikkerhedsrådet i går onsdag mødtes til et hastemøde, der havde udviklingen i Mellemøsten - herunder drabet på den førende Hamas-leder Ismail Haniyeh tidligere på dagen - på programmet.
Drabet skete i kølvandet på israelske angreb mod det sydlige Beirut og et angreb i en landsby i de israelsk besatte Golanhøjder. Et angreb, der kostede adskillige menneskeliv, herunder børns liv.
FN’s vicegeneralsekretær for politiske anlæggende Rosemary DiCarlo udtrykte stor bekymring over udviklingen i krigen i Gaza, der startede med Hamas’ terrorangreb mod Israel 7. oktober. Over 1.200 israelere blev dræbt og over 200 blev taget som gidsler. Mange af dem er stadig i fangenskab. I Gazastriben er over 38.000 palæstinensere rapporteret dræbt som følge af Israels militæroperation, yderligere 88.000 såret, og omkring 90 procent af befolkningen er fordrevet – mange flere gange.
Hun sagde: ’Diplomatiske bestræbelser for at ændre banen og søge en vej mod regional fred og stabilitet er presserende nødvendige’. Det blev samtidig understreget at angreb med missiler, væbnede droner og andre dødbringende angreb skal ophøre. Det er nu at det internationale samfund skal handle, og Sikkerhedsrådet har aldrig været mere relevant.
Algeriets ambassadør og permanente repræsentant Amar Bendjama fordømte mordet på Hamas-lederen som ’ikke blot et angreb på en mand’, men ’et ondskabsfuldt angreb på selve grundlaget for diplomatiske relationer, statens suverænitet og principperne, der understøtter vores globale orden’. Han opfordrede Israel til at tage ansvar for deres ’afskyelige krigsforbrydelser’ og ’grusomme krænkelser af menneskerettigheder’. USA’s ambassadør Robert Wood understregede Israels ret til selvforsvar og fastslog, at USA ikke var involveret i angrebene på Libanon eller i drabet på Hamas-lederen.
I det hele taget bliver drabet på Hamas-lederen fordømt fra store dele af den arabiske verden. Iran kaldte det en terrorhandling, en overtrædelse af international ret og ’endnu en manifestation af Israels årtier lange mønster af terrorisme og sabotage rettet mod palæstinensere og andre tilhængere af den palæstinensiske sag’. Syriens ambassadør og permanente repræsentant Koussay Aldahhak sagde, at den israelske besættelsesmyndighed havde begået en ’alvorlig forbrydelse’, der førte til 12 børns død i de israelsk besatte Golanhøjder, som ’er og altid har været’ syrisk territorium, hvorfor en ’besættelsesmagt ikke kan påstå, at de forsvarer sig selv under artikel 51 i FN-pagten.’ Syrien fordømmer israelsk aggression mod stater i regionen, herunder mordet på Hamas-ledern.
Fra Libanon lød det, at Israels besættelse af arabiske lande skal afsluttes, hvis regionen skal vende tilbage til ro og stabilitet. Ambassadøren opfodrede Sikkerhedsrådet til at handle, før det er for sent.
Også Palæstinas observatør Feda Abdelhady langede ud efter Israel, der har ’ groft overtrådt alle principper i international ret og åbenlyst krænket FN-pagten’.
Du kan læse hele historien, og se en video fra mødet, på FN’s egen side.