Hero Banner Csw68 0 696X290
18. marts 2024

FN's Kvindekommission: Investeringerne skal op og fattigdommen skal ned

Foto: UN Women 

Globalt set går udviklingen på ligestillingsområdet langsomt, og FN har tidligere understreget, at der skal skues gevaldigt op for tempoet på udviklingen, hvis verdensmålet om ligestilling skal opnås inden 2030. I dag lever 10,3 pct. af hele verdens kvinder i ekstrem fattigdom og kvinder er generelt fattigere end mænd. Samtidig går kun omkring 0,13 pct. af alt offentlig udviklingsbistand til kvindeorganisationer. Ved dette års Kvindekommission i FN, Commission on the Status of Women (CSW68), diskuteres der derfor, hvordan man gennem forskellige investeringer kan løfte kvinder ud af fattigdom og styrke deres position i samfundet.

 

Hvad er FN’s Kvindekommission?

FN’s Kvindekommission samles årligt, og i løbet af en to ugers lang mødeperiode diskuterer kommissionen den globale status på ligestillingsområdet og enes til slut om en handlingsplan, som kan fremme ligestilling mellem kønnene. Kommissionen består både af repræsentanter fra FN’s medlemslande, eksperter, aktivister og forskellige civilsamfundsorganisationer fra hele verden.

I år afholdes kommissionsmødet for 68. gang i perioden 11.-22. marts under hovedtematet: “Accelerating the achievement of gender equality and the empowerment of all women and girls by addressing poverty and strengthening institutions and financing with a gender perspective”. (På dansk: Fremskynd opnåelsen af lighed mellem kønnene og styrkelse af alle kvinder og pigers indflydelse ved at bekæmpe fattigdom og styrke institutioner og finansiering med et kønsperspektiv).

 

Løft kvinder ud af fattigdom gennem investeringer

For at fremskynde udviklingen, der skal føre til ligestilling mellem kønnene, er det ifølge UN Women, FN's kvindeorganisation, afgørende at skrue op for økonomiske investeringer. Data fra 48 udviklingslande viser, at det er nødvendigt at investere yderligere 360 milliarder amerikanske dollars i projekter, der fremmer ligestillingen, hvis FN’s målsætninger på området skal opnås. Flere af disse projekter hænger sammen med projekter knyttet til andre af FN’s verdensmål, herunder at udrydde fattigdom og sult.

For at komme fattigdom blandt kvinder til livs kræver det investeringer i programmer, der udligner uligheden mellem kønnene og styrker kvinder og pigers indflydelse og position i samfundet. Hvis der investeres i uddannelse, familieplanlægning, retfærdige og lige lønninger og udvidelse af sociale ydelser, vil omkring 100 millioner kvinder og piger løftes ud af fattigdom.

Ved at investere yderligere i velfærdsydelser kan man skabe 300 millioner jobs i velfærdssektoren inden 2035. Flere arbejdspladser vil skabe et bedre grundlag for, at kvinder kommer på arbejdsmarkedet, og ifølge UN Women vil det at skabe en bedre kønsbalance på arbejdsmarkedet kunne øge BNP pr. indbygger med omkring 20 pct. i alle verdens regioner.  

 

Kvinder i krig

I sin tale ved åbningen af dette års Kvindekommission satte FN’s generalsekretær António Guterres fokus på, hvordan krig særligt skader kvinder. Guterres fremhævede bl.a. det høje drabstal for palæstinensiske kvinder i Gaza og seksuelle overgreb mod palæstinensiske og israelske kvinder begået af hhv. israelske soldater og medlemmer af Hamas. I talen fokuserede Guterres også på underrepræsentationen af kvinder i fredsarbejde, i arbejdet med udviklingen af teknologiske løsninger og i den finansielle sektor samt politisk arbejde. Guterres understregede, at en ligelig repræsentation af mænd og kvinder i samfundsbærende hverv er afgørende for at skabe stabil fred, og han opfordrede til at skrue op for investeringer, der fremmer kvinders position i samfundet.