Image1170x530cropped (2) (2)
17. december 2024

FN i Damaskus: Behov for en troværdig og inkluderende overgang – og masser af nødhjælp

Foto: World Food Programme/ Emad Etaki

Siden Assad-regimets fald har FN været til stede og holdt samtaler i Damaskus med lederen af den nye administration samt premierministeren for den midlertidige regering. En troværdig og inkluderende syrisk-ejet og syrisk-ledet politisk overgang er altafgørende, lyder det.

På samme måde opfordrer FN's uafhængige undersøgelseskommission om Syrien alle parter til at prioritere beskyttelsen af civile, da landet kæmper med en forværret humanitær krise og vedvarende vold, herunder i Golanhøjderne. Det har fået den særlige udsending Geir Pedersen til at slå fast, at FN er forpligtet til at yde al mulig hjælp til det syriske folk.

FN’s Generalsekretær António Guterres har udtrykt tilfredshed med det tilsagn, den midlertidige regering har givet om at beskytte civile: ’Jeg byder også velkommen, at de har accepteret at give fuld humanitær adgang gennem alle grænseovergange, reducere bureaukrati omkring tilladelser og visa til humanitære arbejdstagere, sikre fortsættelsen af essentielle offentlige tjenester, herunder sundhed og uddannelse, samt engagere sig i en ægte og praktisk dialog med det bredere humanitære samfund.’

Men kampene fortsætter, og israelske styrker har angiveligt gennemført mere end 500 luftangreb siden Assad-regimets fald. USA's styrker har også udført adskillige luftangreb mod formodede ISIL- eller Dae'sh-mål siden 8. december, mens rapporterede tyrkiske luftangreb fortsatte mod mål tilknyttet de USA-støttede Syriske Demokratiske Styrker i nordøst.

Der er altså god grund til, at FN og ikke mindst den uafhængige undersøgelseskommission holder fast i, at både den midlertidige regering i Damaskus såvel som andre parter i den syriske konflikt bør sikre, at deres styrker lever op til deres forpligtelser om at forhindre vold og beskytte civile.

På samme måde understreger kommissionen også, hvor vigtigt det er at beskytte beviser og gerningssteder, herunder massegrave, for at kunne dokumentere de forbrydelser, der er fundet sted, og ikke mindst sikre at det ikke gentager sig.

Formand for kommissionen siger sådan her: ’Syrere fortjener retfærdighed efter næsten 14 år med brutal krig, hvor næsten alle forbrydelser opført i Romstatutten er blevet begået. Gerningsmændene bør retsforfølges, især de hovedansvarlige, og syrere skal stå i spidsen for at forme retfærdigheds- og ansvarlighedsprocessen.’

Den humanitære krise i Syrien forbliver alvorlig, med over én million mennesker fordrevet siden slutningen af november og 17 millioner i akut behov for hjælp. Kapaciteten til at støtte både de, der fornyeligt er fordrevne, og dem, der vender tilbage, er under enormt pres, og det internationale samfunds støtte er altafgørende.

FN er til stede i Syrien sammen med partnere, og giver nødhjælp i form af bl.a. mad, vand, kontanter, telte, tæpper og lægehjælp.

Læs mere om situationen i Syrien her.