FN-forbundet til regeringens MR-udvalg: Stop våbeneksport til Israel
Foto: Pixabay/ Robertwaghorn
Danske våbendele er med, når israelske kampfly bomber civile i Gaza. Der er nemlig lige givet en 5-årig tilladelse til eksport af dele til USA’s jagerfly-program, som sender flyene videre til den israelske hær, og dermed er Danmark indirekte involveret i krigen mellem Hamas og Israel. Våbendelene er blandt andet de pyloner, som slipper bomberne fra kampflyene.
Men Danmark skal holde den internationale lovgivning på området, og med en plads i Sikkerhedsrådet er det vigtigere end nogensinde før, at vi overholder FN’s våbenhandelstraktat og gældende EU-regler for kontrol med eksport af militærteknologi og –udstyr. Det udtrykte FN-forbundet, da vi forleden var inviteret til møde i regeringens menneskerettighedsudvalg sammen med en række andre NGO'er, der har bidraget til den såkaldte UPR-rapport. En rapport, der kommer med en række anbefalinger inden for menneskerettigheder.
Den indirekte våbeneksport til Israel fortsætter til trods for den internationale domstols kendelse om at Israel skal stoppe angreb i Gaza, der bidrager til folkedrab, FN’s Menneskerettighedsråds resolution om et stop af våbeneksport til Israel, og striber af dokumentation om krigsforbrydelser i Gaza begået af det israelske militær.
Danmark har tidligere forpligtet sig til EU-rådets fælles holdning for våbeneksport og FN’s våbenhandelstraktat for at undgå, at vi bidrager til krigsforbrydelser og krænker menneskerettighederne. De to regelsæt lægger op til netop det: At man er forpligtet til at nægte våbeneksport, hvis der er bare en overvejende risiko for at man kan medvirke til, at udstyret bliver brugt i forbindelse med brud på folkeretten. Reglerne er netop til for at lande ikke vægter politiske hensyn højere end menneskerettighederne og folkeretten. Vi har en forpligtelse til at beskytte civile, og uanset om der er tale om en direkte eller indirekte våbeneksport, skal Danmark overholde FN’s og EU’s regler om at forholde sig til slutbrugeren. Det er regler man ikke må omgå, uanset politiske interesser. Danmarks eksport af våbendele er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
FN-forbundet anbefaler øget transparens og kontrol med, at Danmark overholder FN’s og EU’s bindende regelsæt, så virksomheder ikke får tilladelser til at eksportere våbendele uden kontrol med slutbrugeren. Ikke mindst skal implementeringen af CSDDD (en bæredygtig forretningsgang, der overholder krav til virksomheder) i dansk lov sikre, at hele forretningskæden for salg af våben og andet militært udstyr er omfattet af lovkravet om ’due diligence’, og ikke mindst, at dette overholdes.