Flygtningehold til OL i Paris: 37 atleter kæmper på vegne af 120 millioner andre
Foto: Pixabay/ TheDigitalArtist
Da de Olympiske Lege i Paris blev skudt i gang denne sommer, var det med deltagelse af et hold bestående af 37 flygtninge fra lande som Syrien, Cameroun og Afghanistan. De repræsenterer ikke et specielt land, men det at være drevet på flugt fra sit hjem på grund af krig, konflikt eller undertrykkelse. Det er tredje gang et hold bestående af flygtninge deltager i de Olympiske lege. Første gang var ved legene i Rio i 2016.
Der er anslået 120 millioner tvangsfordrevne mennesker i verden. De 37 atleter er de synlige 37, der kæmper på vegne af de 120 millioner andre.
Ved åbningsceremonien i Paris fremhævede FN's Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, verden til at følge eksemplet fra de flygtninge, der deltager. De er nemlig et fremragende eksempel på fredelig sameksistens og gensidig respekt. Også Grandi blev fremhævet som et godt eksempel, idet han ved åbningsceremonien modtog hædersprisen de Olympiske Laurbær for sit bidrag til et etablere flygtningeholdet.
I den forbindelse lød det: ’Sport er et symbol på håb og fred, hvilket desværre er en mangelvare i vores verden i dag. Flygtningeholdet er et fyrtårn for mennesker overalt. Disse atleter viser, hvad der kan opnås, når talent anerkendes og udvikles, og når mennesker får muligheder for at træne og konkurrere sammen med de bedste. De er intet mindre end en inspiration.’
UNHCR, FN's Flygtningeagentur, samarbejder med Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Den Internationale Paralympiske Komité og den Olympiske Flygtningefond for at støtte flygtninge ved legene i Paris.
Grandi bemærkede, at konflikter og nødsituationer i alle hjørner af verden tvinger millioner af mennesker på flugt fra deres hjem i lande som Sudan, Ukraine, Myanmar og mange flere. Ved samme anledning tilsluttede han sig FN’s generalsekretær António Guterres i opfordringen til fuld global respekt for den Olympiske Våbenhvile, som er en tradition med at stoppe alle fjendtligheder fra før til efter de Olympiske og Paralympiske Lege. FN's Generalforsamling vedtog våbenhvilen for Paris i november.
De Olympiske Lege i Paris varer frem til 11. august. De Paralympiske Lege afholdes ligeledes i Paris, 28. august – 8. september.