Sikkerhedsrådet
4. juni 2024

Danmark i Sikkerhedsrådet: Nye magtbalancer kræver nye alliancer

Foto: UN Photo/Manuel Elías

Den globale magtbalance er en dynamisk størrelse, der er i konstant udvikling og forandring. Nye krige, klimaforandringer og økonomisk frem- eller tilbagegang skubber til gamle magtbalancer, som FN-systemet er rodfæstet i. Hvis Danmark tildeles en plads i Sikkerhedsrådet, er en af de danske mærkesager derfor at arbejde for at tilpasse Rådet en ny geopolitik virkelighed, der bl.a. omfatter at give de afrikanske nationer en mere fremtrædende rolle i Rådet.

 

I disse år gennemgår det afrikanske kontinent en rivende udvikling. På Den Internationale Valutafonds liste over de 20 hurtigst voksende økonomier, er hele 12 af dem afrikanske og den samlede afrikanske befolkning forventes at vokse betydeligt over de kommende år. På nuværende tidspunkt udgør den afrikanske befolkning 18 pct. af verdens samlede befolkning, og i 2050 forventes det, at andelen er steget til 25 pct. Det afrikanske kontinent råder over 30 pct. af klodens samlede mineraler, hvilket med alt sandsynlighed bliver en betydningsfuld, fremtidig indtægtskilde for de afrikanske lande. De afrikanske lande spiller altså en vigtig rolle på den internationale politiske og økonomiske scene, og hvis man tager et kig ind i den geopolitiske krystalkugle, tyder meget på, at de afrikanske nationers rolle som global aktør kun vil blive mere central. Derfor mener man fra dansk side, at de afrikanske landes status i FN-regi bør afspejle deres status som en central global aktører.

Siden Rusland invaderede Ukraine i 2022 er det kommet bag på flere repræsentanter fra lande i det globale nord, at flere afrikanske nationer har valgt at stemme imod forslag i FN’s generalforsamling, der har haft til hensigt at øge det internationale pres på Rusland. Derfor er det, ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmusen, nødvendigt at gentænke, hvordan man både på nationalt plan i Danmark men også i EU tilgår afrikanske samarbejdspartnere.

Hvor relationen mellem Danmark og afrikanske lande i mange år har været baseret på udviklingsbistand og nødhjælp, skal den nu tage udgangspunkt den gensidige afhængighed mellem Afrika og Europa og ligeværdigheden mellem de to kontinenter.

- Vi skal ikke kun tale med afrikanerne, når vi har brug for dem. Vi skal udvikle relationen til et venskab (...) Det kræver en ny tilgang, hvor vi ikke kun tænker nødhjælp, men i langt højere grad samarbejde på ligeværdige vilkår, for eksempel, når det kommer til erhvervsliv, sikkerhed, uddannelse og forskning, sagde Lars Løkke Rasmussen under regeringens kick-off møde om den nye Afrika-strategi.

Under mødet udtalte statsminister Mette Frederiksen derudover, at hun gerne ser, at de afrikanske lande skal være permanent repræsenteret i Sikkerhedsrådet.

 

Regeringens nye Afrika-strategi er en strategi for, hvordan Danmark skaber tættere bånd til de afrikanske nationer, hvilket, ifølge regeringen, vil være en fordel på flere parametre. En tættere relation mellem Danmark og Afrika vil bl.a. være en sikkerhedspolitisk fordel for både Danmark og Afrika. Derudover vil en relation baseret på ligeværd og en ændret tilgang til dansk bistand og udviklingssamarbejde, der tager udgangspunkt i handelsaftaler fremfor udviklingsaftaler, styrke lokale afrikanske aktører, hvilket vil kunne medvirke til at styrke Afrikas økonomi. Den nye Afrika-strategi forventes at være endelig klar til lancering henover sommeren 2024.

Ud over et øget fokus på at tilpasse Sikkerhedsrådet en ny geopolitisk virkelighed vil Danmark fokusere på yderligere to mærkesager og en hovedprioritet. De to mærkesager omhandler sammenhængen mellem klimaforandringer, fred og sikkerhed, og en styrkelse af Kvinde-, Freds- og Sikkerhedsdagsordnen. Hovedprioriteten er at fremme og styrke den internationale og humanitære folkeret. Den 6. juni afgøres det, om Danmark tildeles en plads i Sikkerhedsrådet.

 

Læs mere om Danmark fokus på Kvinde-, Freds-, og Sikkerhedsdagsordnen her

Læs mere om Danmark i Sikkerhedsrådet her

Læs mere om Danmarks prioriteter som medlem af Sikkerhedsrådet her

Læs mere om FN, fred og sikkerhed her

Hør Altingets podcast om den nye Afrika-strategi her