Helicopter G2132fc671 1920
17. maj 2023

Regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er på gaden

Foto: Pixabay/ Chikilino

’Vi må forholde os til verden, som den faktisk er: Usikker, uforudsigelig og kompliceret. Til tider brutal.’

Sådan lyder det i regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der netop er blevet lanceret. En strategi, der i høj grad interesserer sig for den nye geopolitiske virkelighed, der blev en realitet med Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022, og i hvilken EU, NATO og FN spiller en stor rolle.

Pejlemærker for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er:

  • Fortsat støtte til Ukraines forsvarskamp og landets europæiske integration
  • Styrke dansk forsvar og sikkerhed og bidrage til NATO’s afskrækkelse
  • Støtte EU’s naboer mod øst og Vestbalkan
  • Håndtere de afledte konsekvenser af Ruslands agressionskrig globalt
  • Øge vores engagement i verden og opbygge nye alliancer og partnerskaber globalt
  • Styrke Danmarks og Europas modstandsdygtighed bredt set
  • Udbygge danske positioner inden for det grønne, teknologi, sundhed med mere
  • Understøtte og samarbejde med danske virksomheder i den nye geopolitiske kontekst

Den nye strategi præsenterer en række pointer, og blandt dem er:

 

Skærpet sikkerhedssituation i Europa

Ruslands krig mod Ukraine har gjort hele verden et mere usikkert sted, og dermed er behovet for militær støtte vokset. Oprettelsen af den nye Ukrainefond er med til at facilitere dansk støtte hertil. Ukraine skal derfor fortsat have militært udstyr og skal på længere sigt hjælpes på vej mod et Nato-medlemskab. Danmark skal gå forrest i genopbygningen af Ukraine, NATO skal videreudvikles, og det danske militær skal tilføres 2 procent af det danske bruttonationalprodukt inden 2030. Det europæiske samarbejde skal øges og flere lande skal optages i EU.

 

Globale partnerskaber og allianceopbygning

Opbakningen til regelbaseret samarbejde skal fortsætte, og Danmarks kandidatur til FN's Sikkerhedsråd i 2025-2026 er derfor en høj prioritet. Arbejdet med at reformere og fremtidssikre WTO (World Trade Organization) skal yderligere støttes. Danmark skal styrke EU's gennemslagskraft som multilateral aktør og udbygge EU's partnerskaber med FN, den Afrikanske Union, de østasiatiske lande og den Arabiske Liga. PÅ samme måde skal det multilaterale samarbejde styrke klimaindsatsen med lande uden for Europa, der har brug for bistand til at tilpasse sig den trussel, som klimaforandringerne udgør.

 

Et mere robust samfund

Internationale partnerskaber skal sikre, at den grønne omstilling ikke opbygger nye kritiske afhængigheder. Derfor vil EU's grønne industripolitik spille en vigtig rolle for Danmarks udenrigspolitiske målsætninger og grønne omstilling. PÅ samme måde skal den teknologiske udvikling være ansvarlig, reguleret og fair med respekt for grundlæggende rettigheder og demokrati. Endeligt kræver den irregulære migration mod Europa en reform af det europæiske asylsystem, og regeringen vil arbejde for holdbare europæiske løsninger. Blandt andet gennem et samarbejde med tredjelande inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelse.

Du kan læse hele den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi her.