UNICEF Magray
3. oktober 2023

Ny rammeaftale sikrer bedre håndtering af kemikalier og bæredygtig udvikling

Foto: UNICEF/ Magray

’Det burde være muligt for alle mennesker i verden at leve og arbejde uden at være bange for at blive syge eller dø af at være udsat for farlige kemikalier. Naturen skal trives og understøtte menneskers liv i al tid fremover. Derfor skaber denne rammeaftale en vision for vores planet, der er fri for affald og forurening, og skaber en sikker og bæredygtig fremtid.’

Sådan lød det fra direktør for FN’s miljøorganisation UNEP, Inger Andersen efter en netop afholdt konference i Bonn, hvor der blev fastsat en ny rammeaftale for kemikaliestyring. Ved konferencen blev der også fastsat nye globale retningslinjer for håndteringen af kemikalier, og gjort et forsøg på at sikre miljøet og mindske skadelige kemikalieudslip.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, estimerer at ca. 2 millioner mennesker dør årligt af kemisk forurening, og aftalen i Bonn markerer derfor et betydeligt skridt mod en mere bæredygtig og sund fremtid, både for miljøet såvel som for os mennesker.

De nye retningslinjerne består af 28 konkrete mål, som sigter mod ansvarlig håndtering af kemikalier og affald. Disse mål udtrykker en forpligtelse fra alle lande til at reducere kemisk forurening inden 2030. Endnu et mål er at udfase brugen af farlige pesticider i landbruget inden 2035.

Ud over de nye retningslinjer, blev Bonn Deklarationen også vedtaget ved konferencen. Deklarationen opfordrer til aktivt at forhindre eksponering for skadelige kemikalier, gradvist udfase de mest farlige, og forbedre den sikre håndtering af de nødvendige kemikalier. I deklarationen opfordres alle lande til at støtte overgangen til cirkulære økonomier og fremme forskning og udvikling af mere sikre alternativer til skadelige kemikalier. På den måde, vil andre mere bæredygtige ressourcer blive brugt og det vil åbne døren til en mere bæredygtig fremtid.

Læs mere om rammeaftalen her.