UN7950048 DSC 5385
31. maj 2023

Læserbrev: Syriens Assad hører til bag tremmer – ikke i den Arabiske Liga

Foto: UN Photo

- 19. maj 2023 kommer til at stå som en trist dag for fred og retfærdighed. Der var den dag, hvor Syriens diktator, Bashar Al Assad, blev budt velkommen til Den Arabiske Ligas topmøde i Saudi-Arabien og Syrien budt velkommen som fuldgyldigt medlem af ligaen efter 12 års udelukkelse.

Ole Olsen fra FN-forbundets menneskeretsudvalg har skrevet dette læserbrev, som er blevet bragt i Jyllands-Posten 23. maj:

Jeg er ikke dommer, men der er næppe tvivl om, at Assad kunne dømmes for krigsforbrydelser ved Den Internationale Kriminaldomstol, ICC, hvor der også er blev gjort forsøg på at rejse en sag. Med en halv million mennesker dræbt i borgerkrigen, og med ca. 10 millioner fordrevne, kunne han ret sikkert dømmes som forbryder.

Men ’realpolitikken’ har – i hvert fald foreløbigt - vundet over retfærdigheden. Det er snart flere år siden den internationale støtte til oprørerne svandt ind og Assad derfor gradvist kunne genvinde kontrollen med det meste af Syrien.

Denne situation har mange arabiske lande taget til efterretning og derfor genoptaget de diplomatiske forbindelser, dog med f.eks. Qatar som en undtagelse. Og nu er Assad og Syrien tilbage i Den Arabiske Liga, men vi ved endnu ikke helt, om det er med eller uden betingelser.

Men det bør være med betingelser. Blandt andet betingelser om at alle fordrevne jf. Flygtningekonventionen, kan vende tilbage uden frygt for repressalier og med ret til erstatning for tabt ejendom. Her kunne f.eks. Saudi-Arabien og andre oliestater bidrage finansielt.

Europæiske lande står næppe i kø for at genoptage de diplomatiske betingelser, men vil desværre næppe gøre det til en mærkesag at få Assad bragt for retten. Dette både fordi det kan forekomme udsigtsløst, dels fordi mange lande vil være optaget af at kunne sende flygtninge fra Syrien hjem.

Her har Danmark allerede i flere år vist det tvivlsomme eksempel, nemlig at notere sig Assads kontrol over Damaskusområdet og vurdere det muligt at hjemsende flygtninge. Den Arabiske Ligas genoptagelse af Syrien er en skandale, men mange andre lande har også bidraget til at gøre diktator Assad stueren igen. Deprimerende, når man som jeg håber på en grad af retfærdighed.