Historisk FN-traktat beskytter havet og 30 procent af verdens natur
FOTO: André Estevez/ Pexels
’Skibet er nået i land’. Sådan lød det fra leder af FN’s havkonference Rena Lee, da FN-forhandlere i weekenden kom i mål med en traktat, der skal beskytte åbent hav. Et arbejde, der har været 15 år undervejs. Traktaten ses som et afgørende skridt på vejen mod kampen for at beskytte 30 procent af verdens natur – både hav og land – og selvom den først formalt vedtages senere, er forhandlingerne på plads. Greenpeace kalder traktaten for en ’historisk dag for naturbeskyttelse’, og FN’s Generalsekretær António Guterres bifalder endnu et stort skridt i retningen af at opfylde 17 FN’s verdensmål.
Som det er nu, er kun én procent af det åbne hav beskyttet. Målet er, at 30 procent skal beskyttes senest i 2030. Traktaten bliver den første af sin slags.
Selvom næsten halvdelen af jordens overflade er dækket af vand, er der ingen lande, der holdes ansvarlige for den forurening, overfiskning osv., som det bliver udsat for, og det er blandt andet noget af det, som den nye traktat skal gøre op med. På samme måde, som vi har nationalparker på jorden er målet, at vi også etablerer nationalparker i de åbne oceaner. Og der er god grund til at beskytte havet: Studier viser nemlig, at efter USA indførte en lov mod menneskelig aktivitet i bestemte havområder, vendte en lang række truede dyrearter tilbage. På samme vis mistede Jamaica i 1980érne og 90érne hele 85 procent af deres koralrev på grund af ekstreme vejrforhold, forurening, turisme og overfiskning. Da landet tog action og forbød fiskeri i bestemte områder, begyndte koralrevet at vende tilbage.
Der er et øget pres på verdenshavene. Industrien ønsker at udvinde råstoffer og mineraler fra havbunden, og fiskeriet presser på alt hvad de kan.
Også i Danmark vil vi kunne mærke effekterne af traktaten. Ifølge professor i Marinebiologi ved Aarhus Universitet Peter Grønkjær, vil tunen, der så småt er kommet tilbage til danske farvande, blive en hyppigere gæst. Helt konkret handler det om, at hvis den er overfisket i andre farvande, er sandsynligheden for at den kommer helt op til Danmark jo mindre, så jo bedre beskyttelse af åbent hav, jo bedre vilkår og diversitet for havets dyr.
Der er altså særdeles god grund til at byde den nye traktat velkommen og glædes over, at det er blevet besluttet at beskytte verdens natur. Til glæde for os og alle fremtidige generationer.