FN’s sikkerhedsråd fordømmer Taleban i sjælden enighed
Foto: UN Photo
Et enigt Sikkerhedsråd tiltrådte forleden en resolution, der fordømmer Talebans diskrimination af kvinder og piger i Afghanistan. Samtidig opfodres landets ledere til at tilbagekalde de love og regler, der udelukker kvinder og piger fra uddannelse, arbejde og i at tage del i politiske beslutningsprocesser på lige fod med mænd.
Det er helt usædvanligt at Sikkerhedsrådet er så enigt. Resolutionen havde opbakning fra mere end 90 lande, og alle 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet stemte for. Rådet har været voldsomt splittet, siden Rusland invaderede Ukraine, hvorfor man har haft svært ved at finde konsensus om mange beslutninger.
Lana Nusseibeh er FN-ambassadør og har stået i front for arbejdet med resolutionen. Hun siger, at Sikkerhedsrådet har sendt en ’utvetydig besked om fordømmelse til Taleban på grund af den måde, de behandler kvinder på. Verden vil ikke se stiltiende til, mens kvinder i Afghanistan bliver fjernet fra samfundet.’ Beslutningen om at fjerne kvinder underminerer menneskerettigheder og humanitære principper.
Resolutionen er juridisk bindende efter international ret, men præciserer ikke, hvilke konsekvenser det vil få for Taleban hvis de ikke retter sig efter den. Sikkerhedsrådet kan dog pålægge Afghanistan sanktioner, hvis de ikke følger den.
FN har valgt at blive i Afghanistan hvilket har efterladt dem i et kæmpe dilemma. Skal de blive og hjælpe det afghanske folk med humanitær hjælp, eller skal de stå ved deres principper? Der er et kæmpe humanitært behov i Afghanistan. Næsten 25 millioner indbyggere er afhængige af humanitær hjælp som f.eks. mad eller medicin.
Den seneste rapport fra FN’s udviklingsorganisation UNDP viser, at 80.000 husholdninger i Afghanistan er tvunget til at gifte deres døtre væk tidligere end planlagt for at klare fattigdommen, og Afghanistans økonomi er faldet med over 20 procent efter Talebans magtovertagelse, Det har gjort landet til et af de fattigste i verden.
I forlængelse af resolutionen holder FN’s Generalsekretær António Guterres et møde med diplomater i Qatars hovedstad Doha hvor netop dilemmaet er på dagsordenen. Taleban deltager ikke i mødet.