FN-rapportør: Danmarks behandling af grønlændere er racistisk
Foto: UN Photo
Grønlændere i Danmark bliver mødt af en strukturel racisme, og selvom de er danske statsborgere bliver de udsat for racediskrimination i alle de offentlige services, de møder igennem livet. Så hård er kritikken fra FN’s særlige rapportør for oprindelige folks rettigheder efter et ti dage langt besøg i Danmark og Grønland. Besøget har afdækket, hvordan de to lande har indført de rettigheder for oprindelige folk, som blev vedtaget af FN i 2007, og adresserer udfordringer for Inuit både i Grønland og i Danmark.
Han hæfter sig særligt ved, at grønlændere er overrepræsenteret i sager om blandt andet tvangsfjernelser. De tests, der benyttes for at afdække forældreegnethed, tager ifølge rapportørens vurdering ikke højde for kulturelle forskelle, og laves ofte på et sprog, som moderen ikke forstår. En kritik, som bakkes op af foreningen Mentor Immanuel, der hjælper grønlændere i Danmark.
Også i forhold til hjemløshed, bonner grønlændere ud. På samme måde er de bagud i forhold til uddannelse, godt mentalt helbred og ikke mindre end 20 procent af grønlandske børn har været udsat for vold eller seksuelt misbrug.
FN-rapportøren mener ikke, at den strukturelle racisme han oplever, bliver taget alvorligt nok politisk, og der bør være større fokus på den særlige statslige forpligtelse, der drejer sig om beskyttelsen af oprindelige folk. Blandt andet ved at få samlet området under ét i det offentlige system, og få inddraget grønlandske organisationer i arbejdet.
Aki-Mathilde Høegh Dam som sidder i folketinget for partiet Siumut genkender hele problematikken, og får ofte henvendelser fra grønlændere, der vil dele deres udfordringer. Siumut arbejder på at få anderkendt inuit som et beskyttet mindretal i Danmark.