FN indgår bindende aftale, der skal redde verdens have
Foto: Nuno Vasco Rodrigues/ UN World Oceans Day 2023
’Havet er livsnerven for vores planet, og med aftalen har vi tilført ny energi og ikke mindst et håb for havenes og planetens overlevelse.’ Sådan lød det fra FN’s Generalsekretær António Guterres, da det lykkedes FN’s 193 medlemslande at lande en bindende aftale, der skal beskytte verdens have. Det er en kæmpe sejr for miljøet og biodiversiteten at havene nu bliver beskyttet på tværs af landegrænser.
Her er nogle nedslag fra aftalen:
1 - Beskyttelse af havet på tværs af landegrænser
Mens lande er ansvarlige for bevarelse og bæredygtig brug af havet som en del af deres nationale lovgivning, har det åbne hav nu fået øget beskyttelse, blandt andet mod forurening og overfiskning. Traktaten om åbne have påtager sig at forvalte havet på vegne af nuværende og kommende generationer. Den nye traktat indeholder 75 artikler, der har til formål at beskytte, håndtere og sikre ansvarlig brug af økosystemer og bevare den eksisterende biodiversitet.
2 - Renere have
Giftig kemi og millioner af tons plastaffald strømmer ind i kystnære økosystemer og dræber eller skader fisk, havskildpadder, havfugle og havpattedyr for til sidst at ende i fødekæden, hvor de bliver spist af mennesker.
Mere end 17 millioner tons plastikaffald endte i verdenshavene i 2021, hvilket udgør 85 procent af havaffaldet, og tallet forventes at fordoble eller tredoble sig hvert år frem til 2040. Det fremgår af den seneste rapport om bæredygtige udviklingsmål. Ifølge FN kan der være mere plast i havet end fisk inden 2050, medmindre der handles på det. Den nye aftale lægger op til at den part der forurener, også skal betale for konsekvenserne heraf.
3 – Bæredygtigt fiskeri
Mere end en tredjedel af verdens fiskebestande bliver overfisket, ifølge FN. Traktaten understreger hvor vigtigt det er at passe på bestanden og benytte ny teknologi, så man ikke lægger nogle områder øde på grund af overfiskning. Endeligt lægges der op til et styrket samarbejde mellem regionale hav-organisationer og virksomheder med kommercielle interesser.
4 – Temperaturene skal sænkes
Den globale opvarmning får havets temperaturer til at stige, hvilket øger risikoen, hyppigheden og intensiteten af storme, stigende havniveauer og behov for sikring af kystlinjer. Traktaten lægger op til tiltag der beskytter havet, biodiversiteten og opbygger modstandsdygtighed over for effekterne af klimaændringerne, og ikke mindst kompensere for dem. Den understreger også behovet for at inddrage de oprindelige folk og deres viden om og behov for havet, og ikke mindst en model, der fordeler de økonomiske gevinster på en fair måde.
5 - Hvad skal der til for at nå 2030 agendaen?
Den nye aftale giver bedre muligheder for at reducere forurening i havet, at beskytte store områder i havet og dermed beskytte habitater og arter i åbent hav. Ikke mindst har traktaten fokus på de udfordringer der kan ligge i de små ø-miljøer og i udviklingslande.
Læs mere om den nye aftale her.