FN: I dag har vi fuld opmærksomhed på afghanske piger og kvinders mulighed for uddannelse
Foto: UN Photo
’Når man udelukker piger og unge kvinder fra at få en uddannelse, risikerer man at tabe en hel generation på gulvet. Man fratager dem basale menneskerettigheder. Det internationale samfund har et ansvar for at hjælpe de afghanske piger og kvinder tilbage i uddannelsessystemet. Krigen mod kvinder må stoppe nu.’
Så direkte er FN’s organisation for bl.a. uddannelse, UNESCO, i deres kritik af talibanerne, der siden krigen startede i august 2021 løbende har frataget kvinder almindelige basale rettigheder. I december blev det tillige forbudt for kvinder at studere på universitetet, og 80 procent af afghanske piger og kvinder i den skolesøgende alder, går ikke i skole. Det svarer til 2,5 millioner piger og kvinder.
24. januar er FN’s internationale dag for uddannelse. Det er den dag hvor vi har fokus på verdensmål 4, der handler om kvalitetsuddannelse til alle. Dagen markeres globalt som en dag hvor der er fokus på at sætte politisk skub i initiativer, der sikrer ikke mindst piger og kvinder en uddannelse. Og hvorfor? Fordi uddannelse er et skridt på vejen til en bæredygtig udvikling, fred og ikke mindst både personlig og kollektiv velfærd. Det gavner også økonomien. I år dedikerer UNESCO dagen til de piger og kvinder i Afghanistan, der er blevet frataget deres ret til uddannelse.
Afghanske kvinder og piger er også blevet forment adgang til parker, fitnesscentre og offentlige badehuse sammen med andre begrænsninger af deres bevægelsesfrihed i overensstemmelse med myndighedernes fortolkning af sharia-loven. På samme måde er de også blevet forbudt at arbejde i mange sektorer.
En topdeligation fra FN og UN Women har netop besøgt Afghanistan for at afdække kvinders situation i landet. Formålet er at skaffe et overblik over situationen, og formidle solidaritet og diskutere løsninger på kvinders manglende rettigheder. En situation, som delegationen siger ’begrænser afghanske kvinder og pigers fremtid, som begrænser dem i deres eget hjem, krænker deres rettigheder og fratager samfundene deres tjenester’. Det er FN’s vicegeneralsekretær Amina Mohammed der leder delegationen sammen med UN Women's direktør Sima Sami Bahous. Trods den hårde situation er konklusionen klar: Det nytter ikke at trække den humanitære bistand i Afghanistan. Det vil blot sende endnu flere ud i fattigdom.