FN-forbundets Generalsekretær: Fred er en forudsætning for udvikling
Foto: Verdensmål.dk
- Vedtagelsen af Verdensmålene for bæredygtig udvikling i 2015 var skelsættende. Men mest skelsættende var nok vedtagelsen af mål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner. Med det ambitiøse delmål 1: Markant reducere vold overalt. Med tilføjelsen af fredsaspektet til bæredygtighedsmålene blev hele FN’s dagsorden reelt integreret i verdensmålene, og er dermed blevet en langt mere konkret måde at opfatte FN’s arbejde på. Samtidig er det langt om længe en erkendelse af, at uden fred er der ingen udvikling – og omvendt kan krig og konflikt på kort tid rulle fremskridt på alle andre områder tilbage. Som vi så det efter Ruslands invasion af Ukraine, så steg priserne på mad, brændstof og gødning, ligesom forsyningskæder og global handel blev påvirket.
Sådan lyder det fra FN-forbundets Generalsekretær Torleif Jonasson i et debatindlæg i mediet Sustain Report. I debatindlægget uddyber han, hvorfor netop verdensmål 16 er et af de allerstærkeste mål blandt de 17 verdensmål, der blev vedtaget i 2015.
Blandt pointerne er: I maj 2022 er antallet af mennesker, der blev tvunget til at flygte fra konflikter, vold, menneskerettighedskrænkelser og forfølgelse steget til over 100 millioner. 41 procent af de fordrevne er børn. Krænkelser af menneskerettigheder i konfliktramte lande, herunder menneskehandel og tvangsarbejde, er steget og international humanitær ret er blevet tilsidesat.
Stigningen af mord verden over er ligeledes steget og er nu på det højeste niveau i 20 år. Dog ikke i Danmark, hvor tallet heldigvis er faldet.
Verdensmål 16 indeholder fundamentet for et demokratisk samfund, med ønsket om at alle beslutninger skal tages på en inkluderende og repræsentativ måde, at grundlæggende frihedsrettigheder skal beskyttes, at retssikkerheden styrkes, at give alle adgang til retfærdig rettergang, og at skabe effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner. Men ser man på tilliden til de offentlige institutioner, så er den globalt set faldende.
FN beskriver en voksende bekymring for en krise i den offentlige tillid, som bidrager til blandt andet støtte til ekstreme politiske holdninger, stigende utilfredshed, protester og i nogle tilfælde voldelig konflikt. Værst er det i USA, hvor tilliden til de offentlige institutioner nede på 20 procent.
Læs hele artiklen med de uddybede budskaber, kilder og tal, hos Sustain Report lige her.
Lær mere om verdensmål 16, hos Verdensmålene.dk, hvor du også kan se en video
Se hvad FN siger om verdensmål 16, her.