Tbilisi (1)
14. november 2023

FN-forbundet deltager i stor kongres og tilslutter sig Tbilisi-deklarationen

FN-forbundet og UNYA Danmark er lige kommet hjem fra den 43. WFUNA-kongres, som denne gang blev holdt i Georgiens hovedstad Tbilisi.

Formålet med kongressen var flere ting: At godkende budgetter – at tale om fremtiden – at finde fælles fodslag i det multilaterale samarbejde, og ikke mindst at godkende Tbilisi Deklarationen, der netop har fokus på internationalt samarbejde og globalt udsyn. Aldrig har det været vigtigere at arbejde med diplomati og samtale.

WFUNA står for World Federation of United Nations Associations og er altså en sammenslutning for alle FN-forbund. Der er over 100 forbund verden over med tre globale kontorer i New York, Seoul og Geneve. Over 40 lande var repræsenteret til kongressen, som havde det georgiske forbund som værter.

Udover kongressen kørte også et andet spor, nemlig et der handlede om partnerskaber. Et område der vedrører verdensmål 17, nemlig ’Partnerskaber for handling’.

I løbet af dagene diskuterede forsamlingen kvinderettigheder, innovation der skal skabe en bæredygtig udvikling, adgang til sundhedsydelser, bæredygtigt landbrug, misinformation i medierne, uddannelse, involvering af lokalsamfund efter Covid-19 – et panel, der blev modereret af FN-forbundets Generalsekretær Torleif Jonasson – og meget mere.

Ud over programmet var den danske delegation så heldige at blive inviteret på besøg på den danske ambassade i Tbilisi, hvor ambassadør Anne Toft Sørensen tog imod. Det blev til en god snak om situationen med Rusland, turisme, Georgiens ansøgning om at blive medlem af EU og meget mere.

Vil du læse mere om WFUNA og hvordan organisationens struktur er? Så læs mere her.