Allingehavn 2
13. juni 2023

FN-forbundet deltager i Folkemødet på Bornholm

Foto: Folkemødet/ Pelle Rink

Når Folkemødet skydes i gang torsdag klokken 11, bliver det med FN-forbundet som deltagere. Endnu en gang tager vi nemlig turen til Bornholm og deltager i hele Danmarks demokrati-fest, hvor organisationer, politiske partier, folkeoplysningsforbund, NGO’er, meningsdannere, græsrødder og mange, mange andre bidrager til den demokratiske debat.

I alt 2800 events afholdes i løbet af de tre dage, Folkemødet varer fra 15.-17. juni.

FN-forbundet er selv involveret i fire events, som på hver sin måde adresserer unge, klima, bæredygtighed og ligestilling. De fire arrangementer er:

FN’s Verdensmål på spil lørdag den 17. juni klokken 10.30-11.30 hos Folkeoplysningens Telt – C17

Et event, der inviterer deltagerne til at spille Verdensmål på Spil og dermed battle om deres viden om verdensmålene. Spillet er udviklet til unge mennesker fra 15 år, der går i skole, på højskole, efterskole eller andet, men på Folkemødet kan alle være med. FN-forbundets forperson Jens Christian Wandel starter med en introduktion. Eventet er et samarbejde med Danmarks Biblioteksforening og Ungdomsringen. 

Youth Leading the Way: A Panel Discussion on Climate Action lørdag den 17. juni klokken 13.00-13.45 i FN Byens Pavillion – A4

Hvordan involverer man unge I at tage action på klimaforandringerne, og hvordan kan man gøre en forskel som ung? Det diskuterer panelet til denne debat, der slutter af med en sjov quiz hvor du kan teste, om du har hørt efter. Det er UNYA Denmark København, der afholder eventet. 

Pige- og kvinderettigheder i 2023 ifølge KULU's unge lørdag den 17. juni klokken 14.30-15.45 hos CISU – H14

Hvordan ser pigers og kvinders rettigheder ud i 2023? Det tager Kvindernes U-landsudvalg, KULU, temperaturen på, til dette debatmøde, der er holdt i samarbejde med CISU.

Youth Summit: Your Sustainable Future – now! lørdag den 17. juni klokken 15.15-16.00 i Verdensmålenes Telt - AI

FN-forbundets forperson Jens Christian Wandel er med i panelet, der svarer på unges spørgsmål om verdensmål, indflydelse og politik ved dette event, der afholdes af FN Byen, Danida Fellowship Centre og 2030beyond.

Vi ses!