FN-dag støtter torturofre, men Danmark svigter sit ansvar
Foto: UN Photo
’Torturbødler må aldrig slippe afsted med deres forbrydelser, og systemer der tillader tortur skal afvikles eller ændres.’ Sådan siger FN’s Generalsekretær António Guterres om FN’s internationale dag til støtte for torturofre, som markeres verden over i dag.
I dag har Tue Magnussen fra FN-forbundets menneskeretsudvalg nedenstående kronik i Altinget. Læs den og bliv klogere op, hvorfor det er vigtigt at markere dagen:
FN's internationale dag til støtte for torturofre 26. juni har en særlig dansk vinkel. Dagen blev vedtaget på dansk initiativ af FN’s i 1997 for at markere, at den skelsættende FN’s konvention mod tortur, anden grusom og umenneskelig behandling og straf, var trådt i kraft ti år før. Dengang var Danmark i forreste linje i kampen mod tortur. Nu befinder vi os på flere områder på kanten af FN’s konvention mod tortur.
Overordnet set er der globalt sket markante fremskridt i arbejdet mod tortur, siden FN’s konvention mod tortur blev vedtaget i 1984 og fastslog, at tortur er en barbarisk krænkelse af menneskelig værdighed og menneskerettighederne
Modsat for eksempel terrorisme har vi med konventionens ord en relativt klar definition af begrebet tortur. Samtidig fastslår konventionen, at det universelle forbud mod tortur er absolut, og at tortur under ingen omstændigheder kan retfærdiggøres - det være sig under truslen om terror, krig eller nødret. Ingen politisk, militær, religiøs eller anden begrundelse kan retfærdiggøre brugen af tortur.
Vi skylder ofrene, at de skyldige bliver dømt
Som initiativtager til såvel konventionen som til den internationale anti-torturdag er det beskæmmende, at dagen nu bliver markeret med en larmende tavshed fra det officielle Danmark. Dog kunne rigsadvokaten fredag meddele, at man har indstillet til Retten i Hillerød, at der sker en udlevering af Niels Holck til strafforfølgning i Indien. Indien er et af de få lande som ikke har ratificeret FN’s konvention mod tortur.
Om nogen dag fortjener 26. juni ellers at blive markeret af den danske udenrigs- eller udviklingsminister som led i en verdensomspændende kamp mod tortur. For trods fremskridt i de seneste 40 år i kampen mod tortur er det samtidig er den sørgelige sandhed, at der er lang vej endnu.
Ifølge Amnesty International foregår der tortur eller anden mishandling i mere end et hundrede lande. Tortur er især et meget udbredt problem i verdens folkerigeste lande. Milliarder af mennesker verden over lever i risiko for at blive udsat for tortur. Derfor er det vigtigt fortsat, at sætte bekæmpelse af tortur højt på den politiske dagsorden.
Danmark har gennem mange år med rette været regnet for et foregangsland i kampen mod tortur. Danmark har i FN arbejdet for, at andre lande undertegner torturkonventionen, men man synes at glemme, at Danmark også i flere tilfælde selv har været på kant med FN's torturkonvention.
Selv om et enigt folketing allerede for tyve år siden opfordrede regeringen til 'at arbejde for, at flere lande, herunder programsamarbejds-landene under udviklingsbistanden, tilslutter sig menneskerettighedskonventionerne, særligt tillægsprotokollen til FN's torturkonvention', synes skiftende regeringer hverken at have rejst spørgsmålet over for modtagerlande af dansk bistand eller over for USA, der af regeringen regnes som Danmarks nærmeste allierede.
Danmark har nok i ord taget afstand fra både Abu Ghraib og Guantánamo, men det er karakteristisk, at danske statsministre fra Anders Fogh (V) til Mette Frederiksen (S) under deres møder med USA's præsidenter fra George W. Bush til Joe Biden aldrig har nævnt tortur eller understreget, at USA burde overholde FN's konvention mod tortur, tilslutte sig tillægsprotokollen, lukke Guantánamo og retsforfølge de ansvarlige for tortur.
Det er principielt vigtigt, at der ikke er straffrihed for tortur. Vi skylder torturofrene, at tortur bliver retsforfulgt og de skyldige bliver dømt. USA har ifølge FN's konvention mod tortur en forpligtelse til at retsforfølge ansvar for tortur. Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtelse til at opfordre USA til at få retsforfulgt de ansvarlige for tortur.
Også i den nyligt fremlagte udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi savnes der desværre også en eksplicit prioritering og omtale af Danmarks internationale arbejde mod tortur.
Regeringen bør undersøge, om Danmark har overtrådt konventioner
På nationalt plan er torturofre og andre traumatiserede flygtninge blevet ramt både af udlændingeaftaler, som gennem betoning af arbejds- og sprogkrav gør det sværere for torturofre at få permanent opholdstilladelse og i lighed med andre flygtninge får torturofre beskåret sociale rettigheder. Det er ganske vist ikke konventionsstridigt, men kønt er det absolut ikke.
De danske myndigheder har i mange år været nærmest fodslæbende, når det gjaldt at inkorporere et udtrykkeligt forbud mod tortur i straffeloven. Alle stater er ifølge FN's konvention mod tortur forpligtet til at gøre tortur strafbart i deres lovgivning.
Danmark har ikke i straffeloven en selvstændig bestemmelse, som kriminaliserer tortur, men et vigtigt skridt blev dog taget i 2008, hvor tortur blev gjort til en skærpende omstændighed i straffeloven i sager om blandt andet vold, grov vold og trusler om vold.
Ifølge folkeretten skal den danske regering sikre, at personer, som mistænkes for tortur, enten retsforfølges i Danmark eller udleveres til retsforfølgning i en anden stat. Men flere sager har vist, at Danmark i praksis ikke er foregangsland på det punkt.
FN's konvention mod tortur understreger, at man ikke må udvise, udlevere eller tvangshjemsende til et land, hvor personen risikerer at blive udsat for tortur eller anden umenneskelig straf. Alligevel har man i de senere år set mange konkrete eksempler på personer, som er blevet udvist af de danske myndigheder til lande, hvor de er blevet udsat for tortur.
De kendte eksempler er måske kun toppen af isbjerget. Problemet er, at man faktisk ikke ved, præcis hvad følgerne af den udbredte brug af udvisninger og tvangshjemsendelser har været.
De mange uvisse skæbner bør få regeringen og Folketinget til kritisk at undersøge, om udvisninger og tvangshjemsendelser i praksis har medført, at Danmark har overtrådt internationale konventioner, herunder FN's konvention mod tortur blandt andet ved at få udstedt 'diplomatiske garantier' mod tortur fra modtagerlande, hvor man ved, at der er risiko for tortur.
Et første bidrag til at realisere Danmarks erklærede mål om at fremme FN’s konvention mod tortur bør være en dansk handlingsplan i arbejdet mod tortur, der omfatter såvel udenrigspolitik og en ændret dansk national praksis.
En sådan handlingsplan bør inkorporere FN’s konvention mod tortur i dansk lov. Den bør sætte fokus på dansk medansvar for tortur af krigsfanger ved at gennedsætte Irak-kommissionen, ophøre med at sende flygtninge tilbage til lande, hvor der er risiko for tortur, og fastslå, at Danmark igen vil modtage FN-kvoteflygtninge, herunder torturofre, som Danmark i kraft af læge Inge Genefkes pionerindsats har mere end 40 års erfaring med at rehabilitere
Det er nogle af de tiltag, der kunne markere FN’s dag til støtte for torturofre og igen gøre Danmark til et foregangsland i arbejdet mod tortur.