Danmark ændrer asylregler for piger og kvinder fra Afghanistan
Foto: UN Photo
Det er blevet så risikabelt at være kvinde eller pige fra Afghanistan, at Flygtningenævnet nu ændrer praksis. Fremover får kvinder som udgangspunkt asyl i Danmark gennem FN’s Flygtningekonvention, alene på grund af deres køn. Tidligere byggede beslutningen om asyl på en individuel vurdering.
Den nye praksis vil inkludere de sager, der allerede er i gang. Det betyder også, at de cirka ti afghanske kvinder, som tidligere har fået afslag, vil få deres sag genoptaget.
Danmark underskrev FN's Flygtningekonvention i 1950’erne i kølvandet på jødeforfølgelsen under krigen. Ifølge konventionen er en flygtning en person, der søger beskyttelse i et andet land på grund af personens race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politisk observans, og som har en velbegrundet frygt for forfølgelse af samme grund.
Det er ikke én bestemt handling der ligger til grund for den ændrede praksis, men derimod løbende rapporteringer fra forholdene i Afghanistan. For eksempel at kvinder ikke længere må arbejde for hjælpeorganisationer, gå i skole eller tage en uddannelse på universitetet. Bevæge sig ud i parker og offentlige rum eller rejse uden en mandlig ledsager. Samtidig kan de blive straffet med piskeslag for de såkaldte moralforbrydelser. På samme tid er risikoen for tvangsægteskab steget. Det er altså summen af det hele, og alt det, der kommer.
Læs mere om afghanske kvinders vilkår på UN Women’s egen side.