Invitation åbning 2030 Now i Aalborg
6. oktober 2022

Udstilling om FN’s Verdensmål i Aalborg

Udendørs-udstillingen 2030 NOW – TÆNKE, SKABE, HANDLE kommer til Musikkens Plads i Aalborg fra 9. oktober - 6. november. Kom og bliv klogere på FN’s Verdensmål og få inspiration til, hvordan du selv kan støtte op om målene.

Udstillingen havde premiere på Kongens Nytorv i København i juli, hvorefter den besøgte Aarhus og dernæst Sønderborg. Og nu er turen kommet til Aalborg.

Udstillingen er skabt i et samarbejde mellem virksomheden Life Exhibitions og FN-forbundet med ét klart formål.

Vi vil gerne fortælle de besøgende om FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling – mål for en verden, hvor alle skal kunne trives, men ikke på bekostning af planeten og fremtidige generationers muligheder. Formålet med udstillingen er at inspirere gennem viden, kunst og inspirerende ildsjæle,” siger Finn Reske-Nielsen, der er formand for FN-forbundet Nordjylland.

Søren Rud fra Life Exhibitions udtaler: "Vi ser frem til at vise udstillingen i Aalborg. Vi har tidligere arrangeret ’Verdensmål på plakaten’ i byen, og glæder os til at komme tilbage med en helt ny og spektakulær udstilling. Vi ved, at en udendørs udstilling tiltrækker et stort publikum. Det var derfor nærliggende for os at bruge denne formidlingsmåde til at få flere til at bakke op om de meget vigtige Verdensmål.”

Udstillingen er bygget op over TÆNKE - SKABE – HANDLE. TÆNKE er en præsentation af visionen med målet og nogle af perspektiverne i det. SKABE præsenterer en dansk/nordisk kunstner, der viser et værk med relation til målet. HANDLE præsenterer ildsjæle og aktivister fra hele verden, som arbejder for en mere retfærdig og bæredygtig verden. Et spektakulært foto, taget af den franske fotograf Yann Arthus-Bertrand (Jorden set fra Himmelen) indleder hvert mål. Udstillingen vil inspirere, overraske og ikke mindst engagere i vores fælles fremtid.

Ligesom i København, Aarhus og Sønderborg, vil der i Aalborg være et stort antal aktiviteter, som vil være tilgængelige for alle. NGO’er, institutioner, foreninger, virksomheder, samt Aalborg Universitet, UCN og andre uddannelsesinstitutioner vil være aktive deltagere i udstillingsperioden.

Udstillingen er gratis at opleve. Den er belyst om natten og åben døgnet rundt.

Læs mere om udstillingen og de aktiviteter, der vil finde sted, her.

 

Om FN-forbundet

FN-forbundet er en tværpolitisk, non-profit NGO, som har til formål at informere om FN’s arbejde og skabe debat om FN’s mange aktiviteter, ikke mindst når det drejer sig om verdensmålene. Forbundet har foruden sit kontor i Hovedstadsområdet lokale afdelinger og aktive i København, Odense, Kolding, Aarhus, Viborg og Aalborg. 

 

Om Life Exhibitions

Life Exhibitions er Europas førende arrangør af udendørs udstillinger. Life Exhibitions har gennem de sidste 20 år arrangeret 66 udstillinger i 33 byer i 11 lande i Europa med fokus på natur, klima og bæredygtighed. Udstillingerne har været besøgt af mere end 30 millioner mennesker.

 

Udstillingen er blevet til med støtte fra:

CISU, Augustinus Fonden, NRGi Værdipulje, Grundfos/Poul Due Jensens Fond, Hermod Lannungs Fond, Fabrikant Mads Clausens Fond, NORLYS, Københavns Kommune, Sønderborg Kommune og Aarhus Kommune.

 

****************************************************************

Pressekontakt:

Kommunikationsansvarlig Anne Lind, tlf,: 5215 0317

Søren Rud, grundlægger og partner, Life Exhibitions, tlf.: 3163 8660

Finn Reske-Nielsen, formand, FN-forbundet Nordjylland, tlf.: 5095 8885