Antonio
4. april 2022

Drab på ukrainske civile skaber international vrede

FN's generalsekretær António Guterres opfordrede søndag til en uafhængig undersøgelse af drabet på civile i den ukrainske by Bucha, der er en forstad til hovedstaden Kyiv. Tidligere chefanklager ved FN's krigsforbryderdomstol går endnu videre, hun vil have udsted en international arrestordre mod Ruslands præsident Putin.

I løbet af weekenden er der dukket nogle grusomme billeder op af døde civile, der ligger bagbundet og skudt i gaderne mellem udbrændte biler og sønderskudte huse i den ukrainske by Bucha, der er en forstad til hovedstaden Kyiv.

Det er sket, efter de russiske styrker har trukket sig ud af Bucha. 

Internationale journalister fra nyhedsbureauet Reuters, der har været i byen, fortæller at der er en lugt i byen, der er præget af sprængstof og død.

Billederne er hjerteskærende og oprørende i deres brutalitet. Fordømmelserne er da heller ikke udeblevet. De fleste af verdens ledere har været meget klare i deres fordømmelser af det, der er sket, og der tales nu om, at Rusland kan imødese yderligere sanktioner.

Også FN's generalsekretær, António Guterres, har været ude og tage klart afstand fra det, der er sket. På Twitter giver han udtryk for vigtigheden af, at det undersøges til bunds, så nogle kan stilles til ansvar:

"Jeg er dybt chokeret over billederne af civile dræbt i Bucha, Ukraine. Det er vigtigt, at en uafhængig undersøgelse fører til effektiv ansvarlighed."



Ifølge Anatoliy Fedoruk, der er borgmester i forstadsbyen, er der blevet dræbt mere end 300 civile, mens byen har været under russernes kontrol.

Det skal nu undersøges præcist, hvem der står bag drabene, men langt de fleste pile peger mod de russiske styrker.

Professor i folkeret ved Syddansk Universitet, Frederik Harhoff, var dommer ved Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i Jugoslavien. Han har derfor beskæftiget sig indgående med krigsforbrydelser, og han er ikke i tivivl. Til DR siger han blandt andet:

"Det er ren henrettelse. Oplagte krigsforbrydelser - for eksempel mænd med bagbundne hænder. Så kan det næppe blive tydeligere."

Også Carla Del Ponte, der er tidligere chefanklager for FN's krigsforbryderdomstole for Rwanda og det tidligere Jugoslavien, er klar i spyttet.

"Putin er en krigsforbryder," sagde hun i weekenden i et interview til den schweiziske avis Le Temps. Hun opfordrer til, at der udstedes en international arrestordre mod den russiske præsident, Vladimir Putin.

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har da også anvist adskillige tilfælde, hvor de mener at kunne dokumentere, at russiske militærstyrker har begået krigslovovertrædelser mod civile i områder, de har kontrolleret og besat i forskellige regioner i Ukraine.

Rusland benægter at stå bag massakren. Marie Zakharova, der pressetalskvinden i det russiske forsvarsministerium, påstår derimod overfor russisk stats tv, at det er USA og NATO, der stå bag. 



Vil du støtte nødhjælpsarbejdet i Ukraine, kan du bl.a. gøre det her: IOM, UNHCR, UNICEF, WFP, Dansk Flygtningehjælp eller Røde Kors.

Følg med:
Den nyeste info om Ukraine fra FN HER
Læs baggrundsinfo hos FN-biblioteket HER
UNHCR data portal on Ukraine Refugee Situation HER



Meld dig ind i FN-forbundet så støtter du vores arbejde for at sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser gennem FN og tager globalt ansvar. Jo flere vi er, jo stærkere er vores stemme.​