Udenrigsministeriet udpeger ny særlig repræsentant for FN-kandidatur
Udenrigsministeren udpeger tidligere mangeårigt folketingsmedlem, udenrigsminister og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) som ny særlig repræsentant for det danske kandidatur til en plads i FN’s Sikkerhedsråd i 2025-26. Han afløser Kristian Jensen (V), som trådte tilbage fra posten i april måned til fordel for en stilling som adm. direktør i energiorganisation Green Power Denmark.
Den særlige repræsentant har til opgave at fremme Danmarks kandidatur til en plads i FN’s Sikkerhedsråd i 2025-26. Dette indebærer blandt andet at bidrage til udformningen af danske mærkesager samt at promovere det danske kandidatur i udlandet. Holger K. Nielsen ansættes i Udenrigsministeriet og vil indgå i det team, der arbejder for, at Danmark bliver valgt ind i Sikkerhedsrådet.
Holger K. Nielsen er både stolt og glad for at blive udpeget til opgaven.
- Jeg er glad for og stolt over, at regeringen har peget på mig til at fortsætte arbejdet med at sikre Danmark en plads i FN’s sikkerhedsråd 2025-26. For mig har FN altid været en hjørnesten i dansk udenrigspolitik, og det er kolossalt vigtigt, at Danmark får en plads i Sikkerhedsrådet. Sammen med Udenrigsministeriets mange dygtige ansatte - både hjemme og ude - er jeg de næste år opsat på at bruge al min politiske erfaring på den vigtige opgave og arbejde hårdt for, at missionen lykkes. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet, udtaler Holger K. Nielsen i en pressemeddelelse.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ser frem til at arbejde sammen med den tidligere folketingskollega.
- FN’s Sikkerhedsråd er det mest magtfulde organ i verden. Derfor ligger der en kæmpe opgave i at sikre, at Danmark får en plads ved bordet. Det arbejder dygtige diplomater i Udenrigsministeriet for hver eneste dag lige nu. Jeg er glad for, at Holger K. Nielsen har sagt ja til, at drive det vigtige arbejde med at gøde jorden for et succesfuldt dansk Sikkerhedsrådskandidatur. Holger har den rette politiske profil, erfaring og ekspertise, der skal til for at skabe opmærksomhed om det danske kandidatur, særligt i de lande hvor vi ikke har en dansk ambassade, og jeg er overbevist om, at vi med Holger som særlig repræsentant kan føre en aktiv, overbevisende og inkluderende dansk kampagne. Den vigtige indsats vil der også være behov for, når den officielle kampagne skydes i gang og vi også fra regeringens side kommer til at skulle føre en aktiv og synlig international kampagne for Danmark i Sikkerhedsrådet, siger han.
Holger K. Nielsen tiltræder stillingen 1. august 2022. Valget for perioden 2025-26 finder sted medio 2024. Danmark har senest været medlem af FN’s Sikkerhedsråd i perioden 2005-06.
Foto: ft.dk