Modi Fn
4. maj 2022

Modi-besøg: Mette F. bør sætte fokus Indiens forhold til menneskerettigheder og tortur

Statsminister Mette Frederiksen (S) bør bruge den indiske premierministers besøg i Danmark til at få Indien til snarest at ratificere FN’s torturkonvention.

KOMMENTAR Narendra Modis besøg drejer sig naturligvis først og fremmest om andre vigtige spørgsmål som dansk-indisk klima- og erhvervssamarbejde og aktuelt især om global sikkerhedspolitik efter den russiske invasion af Ukraine.

Men når den indiske premierminister Modi besøger Danmark, bør Mette Frederiksen også sætte fokus på menneskerettighedskrænkelserne i Indien og især opfordre Modi til snarest at ratificere FN’s konvention mod tortur.

Fremme af FN’s torturkonvention er en erklæret vigtig del en af dansk udenrigspolitik. Da konventionen blev vedtaget i 1984, var det i høj grad danske diplomater, der førte pennen. Konventionen mod tortur trådte i kraft i 1987.

Den er i dag tiltrådt af 3/4-dele af FN’s medlemslande. Indien er i kraft af sin størrelse og enorme befolkning et utroligt vigtigt land på verdensplan og regnes fortsat – trods det blakkede ry i de senere år – som det største demokrati i verden.

Under Modis besøg må håbe på, at der endelig bliver lejlighed til at drøfte spørgsmålet om tortur. Det har Danmark undgået at rejse flere gange, selvom Danmark har forpligtet sig til at fremme konventionen.

I 2014 lancerede Danmark sammen med Chile, Marokko, Ghana og Indonesien initiativet Convention against Torture Initiative (CTI). Initiativet har til formål at opnå universel tilslutning til FN’s torturkonvention.

Danmark har om noget land erklæret, at man har ville stillet sig i spidsen for at understrege, at konventionen mod tortur er et utrolig vigtigt redskab til at få mindsket og forbudt tortur på verdensplan.

Derfor er det vigtigt, at statsministeren benytter lejligheden til at få Indien med i konventionen. Indien er et globalt afgørende land, men også et af de få lande, der ikke har ratificeret konventionen.

En indisk ratifikation af FN’s konvention mod tortur vil være en global milepæl frem mod en verden uden tortur.


Kim Magnussen, medlem af FN-forbundets Fred- og Konfliktløsningsudvalg.
Kommentaren er bragt på globalnyt.dk tirsdag den 3. maj.

 

Foto: UN Photo/Cia Pak