Kære Udenrigsminister Jeppe Kofod,

Det er FN-forbundets klare vurdering, at der fra dansk og anden side ikke bliver gjort tilstrækkeligt for at føre udviklingen i Israel-Palæstina konflikten hen imod den to-stats-løsning, som er det erklærede mål vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd.

Løsningen forudsætter overordnet, at Israel trækker sig tilbage fra de besatte områder, herunder Østjerusalem, og accepterer etableringen af en ligestillet palæstinensisk stat som også anerkender denne løsning. 

Der findes talrige rapporter som grundigt dokumenterer, at den israelske besættelse og kontrol af palæstinensisk territorium og palæstinensere fortsat udbygges. Udenrigsministeriet er utvivlsomt bekendt med disse informationer, men FN-forbundet vil desuagtet nævne fire hovedtræk i udviklingen.

• Israel har intensiveret sin overførsel af egne borgere som bosættere på besat område, så de nu tæller omtrent 700.000 bosættere fordelt over Vestbredden. Bosættervold mod lokale palæstinensiske indbyggere er øget kraftigt, og specielt i Østjerusalem (men ikke kun) sættes palæstinensere i betydeligt antal ud af deres boliger.
• Befolkningen i Gaza (som for hovedpartens vedkommende består af efterkommere af 1948-flygtninge) er fortsat underlagt en hård blokade fra israelsk og egyptisk side, en blokade som spærrer 2 millioner mennesker inde på et område på størrelse med Langeland. Det er ikke holdbart, hvilket de seneste kamphandlinger også understreger.
• Omfanget og graden af menneskeretskrænkelser over for palæstinenserne er voksende og har ifølge B’tselem, Human Rights Watch og senest Amnesty International nu en apartheidlignende karakter. Det vil sige at den israelske politik bl.a. bryder med ”apartheidbestemmelserne” i Rom-statutten, som definerer hvilke forbrydelser Den Internationale Straffedomstol skal efterforske.
• Israel har på intet tidspunkt bidraget med løsningsforslag eller indrømmelser i forhold til det store palæstinensiske flygtningespørgsmål. Flygtningenes forhold, herunder deres ret til hjemvenden kræver en løsning både for den enkelte og for muligheden for forsoning.

Der er ligeledes FN-forbundets vurdering, at der politisk fra Israels side er skiftet diskurs de senere år. Besættelsen og bosættelserne begrundes ikke længere i sikkerhedshensyn, og det er ikke længere kun få politikere som kræver et større Israel og/eller kategorisk afviser en palæstinensisk stat. Krav om et større Israel er blevet mainstream og kun få politikere i Israel taler om tilbagetrækning og fred på FN-grundlaget. Den israelske mur langt inde på Vestbredden er i dag en ensidig de facto grænse.

Vi opfordrer den danske regering til at anerkende, at situationen er dybt alvorlig for palæstinenserne og for respekten for Folkeretten og Sikkerhedsrådets beslutninger. Der er behov for en langt stærkere dansk og international indsats, hvis udviklingen skal vendes og især palæstinenserne skal kunne se et perspektiv med at engagere sig i forhandlinger.

Vi opfordrer også regeringen til at konstatere, at der er tale om en meget asymmetrisk konflikt med et militært og økonomisk meget stærkt Israel mod en palæstinensisk nation som er presset i bund og blandt andet af den grund står splittet i forestillingerne om den politiske fremtid – i det omfang de kan få øje på en sådan.

Det er derfor altovervejende Israel, som skal levere indrømmelser for at der kan skabes en bæredygtig fælles fremtid for israelere og palæstinensere. Konflikten og mangel på løsning heraf skyldes fx ikke, at der kan findes Israelkritiske ord i palæstinensiske skolebøger (et spørgsmål som udsatte fx EU-støtte i månedsvis), men den dybere og dybere kontrol fra israelsk side. Det er nødvendigt at holde fokus på det store billede.

Det er også vigtigt at understøtte det civilsamfund i Palæstina og Israel som arbejder for bedre rettigheder for palæstinensere, og som sikrer omverdenen et højt vidensniveau om hvad der foregår. Israels påstand fra oktober 2021 om at 6 NGO’er skulle støtte terrorisme og den tvungne lukning af deres kontorer for nyligt må ses som et forsøg på at gøre dem tavse. Bl.a. FN’s menneskeretsrapportører som kender forholdene har afvist beskyldningerne og kalder det et urimeligt angreb på menneskeretsforkæmpere, en vurdering som også Danmark støtter.

I forhold til konklusionerne fra Amnesty m.fl., herunder FN’s menneskerettighedsrapportør Michael Lynk, om at menneskeretssituationen er apartheidlignende, er det FN-forbundets vurdering, at beskrivelsen hviler på et solidt grundlag. Vi opfordrer derfor regeringen til at støtte disse konklusioner og, i samarbejde med f.eks. de nordiske lande, at lægge pres på Israel for en hurtig bedring af de politikker som udgør den alvorlige diskrimination i de besatte områder og i Israel. Alternativt bør Danmark aktivt arbejde for at ICC, Den Internationale Straffedomstol, vurderer om der er brud på Rom-statutten.

FN-forbundet ser økonomiske sanktioner som et virkemiddel, specielt hvad angår israelsk virksomhed i bosættelserne i de besatte områder. Initiativerne til f.eks. at holde varer derfra ude at de privilegerede aftaler mellem EU og Israel er øjensynligt ikke effektive. FN’s Menneskerettighedsråds database over virksomheder der er aktive i de besatte områder, er et redskab som bør effektiviseres.

Hvis udviklingen i Israel-Palæstina ikke vendes, vil FN-forbundet se det som et nederlag for de folkeretlige og menneskeretlige principper. Det vil både være svigt af de mennesker som konflikten berører, af vigtige internationale principper og af den værdibaserede udenrigspolitik.

Et dansk engagement med et nyt fokus ud fra bl.a. ovenstående vurderinger og anbefalinger vil efter FN-forbundets opfattelse kunne styrke Danmarks kandidatur til medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd.

FN-forbundet deltager meget gerne i et møde, hvor ovenstående kan uddybes.

Med venlig hilsen

Ditte Ingemann Hansen
Fungerende forperson for FN-forbundet

Finn Reske-Nielsen
Formand for FN-forbundets Fred og konfliktløsningsudvalg

Lena Jørgensen
Formand for FN-forbundets Menneskerettighedsudvalg