100 blå gule busser
Det, vi ikke troede, vi skulle opleve, er nu en realitet: Der er krig i Europa.
Putins angreb på Ukraine er illegitim og krigens gru fylder meget hos de fleste af os. Og vi kan ikke sige det tit- og højt nok: Det er en på alle måder forkert, unødvendig og ulovlig krig.
Der er fire ting FN gør og kan gøre og en ting FN ikke kan gøre. På plus siden er først og fremmest at arbejde sammen med ukrainerne om at håndtere flygtningene både internt og internationalt – bl.a. er UNHCR og IOM (International Organization for Migration) (støttet af bl.a. Dansk Flygtningehjælp) aktive i det arbejde.
FN står også sammen med Røde Kors centralt i at organisere nødhjælpen. Det arbejde kommer kun til at blive vigtigere i takt med at krigen og ødelæggelserne fortsætter. Derfor er det også vigtigt, at vi bakker op om det arbejde, nødhjælpsorganisationerne – bl.a. UNICEF og WFP (FN's Fødevareprogram) – laver. Og bakke op, det gør vi. Det har været rørende at se, hvordan danskere i alle aldre og på tværs af landet står sammen for at hjælpe vores ukrainske venner. Det billede blev senest bekræftet i lørdags, hvor det lykkedes TV2 og DR at sætte indsamlingsrekord til en støtteindsamling, da der blev samlet 173 millioner kroner sammen til ofrene fra krigen. Penge der går ubeskåret til en lang række nødhjælpsorganisationers (bl.a. UNICEF) arbejde i Ukraine.
Den tredje ting er, at vi bruger menneskerettighederne og den internationale domstol til at dokumentere menneskerettighedsovertrædelser og senere være ramme for at stille specifikke mennesker til ansvar for deres handlinger.
Den fjerde ting er, at FN forstår, at der er en overgang fra nødhjælp til genopbygning. Her kommer UNDP til at stå centralt som den FN organisation, der har en velorganiseret tilstedeværelse i hele Ukraine. Det gælder om at være klar, så vi kan støtte ukrainerne til at "vinde freden".
FN’s generalsekretær, António Guterres, har brugt sin position til at beskrive situationen som den er i følge international lov. Han har brugt usædvanlig klar tale ved at sige direkte, at russernes invasion er forkert, imod FN-Pagten, uacceptabel og irreversibel. Og så mindede generalsekretæren Putin om omkostningerne ved krig.
Det stopper ikke umiddelbart krigen, men det er vigtigt at FN viser verden, at russernes version af invasionen er fordrejet og mangler hold i virkeligheden. At det har betydning, det viser russernes meget skarpe reaktion mod generalsekretæren.
Faktum er desværre, at Rusland af historiske grunde har vetoret i FN’s sikkerhedsråd. Og den har de brugt til at blokere for, at sikkerhedsrådet kan handle for at stoppe konflikten. FN-pagten havde forudset, at lande, som bruger sin vetoret i Sikkerhedsrådet, kunne være direkte involveret i en konflikt. I sådan en situation skal landet afholde sig fra at stemme - noget som Rusland har ignoreret. Konsekvensen var så at nogenlunde den samme resolution blev sendt til afstemning i FN’s Generalforsamling, hvor det blev 141 for, 5 imod og 35 undlod at stemme.
Det, der står tilbage, er derfor, at internationalt har Rusland tabt og de kæmper nu en illegitim krig.
Blue Yellow Buses
Vi er i FN-forbundet blevet partner og manager af et humanitært initiativ: ”Blue Yellow Buses”. Målet er, at vi skal sende 100 busser til Polen og hente Ukrainske flygtninge til Danmark, der så – i et samarbejde med myndighederne – skal fordeles ud til landets kommuner.
Blandt de øvrige partnere bag projektet er bl.a. UNHCR, Dalberg, Danish Social Innovation Club og Global Shapers Community. Når projektet bliver officielt lanceret vil man kunne læse mere på www.blueyellowbuses.eu.
Støt nødhjælpsarbejdet i Ukraine
Vil du støtte nødhjælpsarbejdet i Ukraine, kan du bl.a. gøre det her: IOM, UNHCR, UNICEF, WFP, Dansk Flygtningehjælp eller Røde Kors.
Med venlig hilsen
Jens Wandel
Forperson, FN-forbundet
Følg med:
Den nyeste info om Ukraine fra FN HER
Læs baggrundsinfo hos FN-biblioteket HER
UNHCR data portal on Ukraine Refugee Situation HER
Foto: UNICEF