UNFPA logo
27. oktober 2021

Når sygdom skaber innovation

Denne måned er international brystkræft måned. UNFPA udgav fornylig en rapport om brystkræft i Palæstina – brystkræft er nemlig den kræftform i landet, som leder til flest for tidelige dødsfald. Brystkræft har i mange år været associeret med en dødsdom, dog er dette ikke nødvendigvis tilfældet, hvis man får hjælp til at bekæmpe kræften tidligt nok. Men en ting er selve kræftformen, en anden er det sociale stigma, som påvirker patienterne, når de begynder at tabe deres hår - en bivirkningerne, man risikerer med kemoterapi.

Den UNFPA-støttede organisation Jabalia Women’s Health Center (JWHC) har i mere end 20 år tilbudt erhvervs- og livsfærdigheder, undervisning om køn og kønsbaseret vold samt juridisk og psykosocial rådgivning. Et af organisationens kurser underviser både kræftpatienter og pårørende i at lave parykker, som kan være med til at støtte patienterne og ændrer, at de føler sig udstødte fra samfundet på grund af deres hårtab.

I en artikel skriver UNFPA, at Wesam, hvis mor har brystkræft, søgte psykosocial støtte hos JWHC, da hendes mor blev diagnosticeret. Undervejs i forløbet lærte en koordinator Wesams kompetencer at kende og foreslog hende at bruge sine færdigheder til at hjælpe andre. Det gjorde Wesam ved at starte parykkurset, som har gjort, at hun nu kan hjælpe sin mor og andre med ikke at lide under det sociale stigma, som hårtab ofte leder til i Palæstina.

Mariam Shaqoura, leder for kvindeanliggender hos Abdel Shafi Community Health Association, som er en del af JWHC, fortæller, at organisationen ”arbejder for kvinder og piger, der ønsker vores hjælp. Vi lytter til deres historier og lidelser. Vi hjælper så meget, som vi kan og sørger for at involvere og adressere hovedårsagen til deres smerte – nogle gange er det deres ægtefæller, andre gange er det den udvidede familie.”
Selvom brystkræften rammer mange i Palæstina, gør organisationer som JWHC og UNFPA samt frivillige som Wesam en forskel for den del af lokalbefolkningen, som er ramt af kræftforløb og disses bivirkninger.

 

Læs UNFPA’s rapport HER.

Læs mere om Jabalia Women’s Health Centers arbejde HER.

Donér til UNFPA