COP26
12. november 2021

Hvad skete der egentlig på COP26 - vi ser tilbage

I dag slutter klimatopmødet COP26 i Glasgow. Det har været et begivenhedsrigt møde, men håbet om handling for at bremse klimaudfordringens konsekvenser lader ikke til at være så banebrydende og altomfattende, som virkeligheden kræver. Vi ser tilbage på de tolv dage.

FN’s generalsekretær António Guterres startede klimatopmødet med at appellere til de tilhørende: ”De seks år der er gået siden Paris-aftalen har været de varmeste år, der nogensinde er målt. Vores afhængighed af fossile brændstoffer skubber menneskeheden på porten. … Vi står over for et vanskeligt valg. Enten stopper vi det, - ellers så stopper det os”.

Efter sit indledende opråb kom Guterres med fem hovedbudskaber til verdens ledere: Det er tid til at sige ”nu er det nok”, målet om de 1,5 grader celsius skal holdes i live, vi skal gøre mere for at beskytte sårbare samfund, klimatopmødet skal være påvirket af solidaritet og skab mere fremgang. Hans budskaber har ladet til i nogen sammenhænge at være blevet taget alvorligt, men om alvoren forsætte kan kun tiden vise.

Klimatopmødets dage har været dedikeret til specifikke temaer, du kan få et overblik herunder.

Dag 1:

Det var her verdens ledere åbnede ballet med deres ambitiøse taler. US præsident Joe Biden undskyldte blandt andet for, at Donald Trump havde meldt landet ud af Paris-aftalen. Mens Storbritanniens premiereminister Boris Johnson sagde, at det var topmødets pligt at sørge for menneskeheden begyndte at demontere bomben (opvarmningen af planeten).

Dag 2:

Dagens tema var ”Handling for skovene”. Mindst 110 ledere, der samlet er repræsentative for ca. 85% af Jordens skovareal, underskrev Deklarationen om skove og landbrug, der forpligter dem til at stoppe afskovning og genvinde tabet derfra.

Dag 3:

Tredje dagens tema var ”Finans” og her var der ingen nye substantielle forpligtelser, der blev tilsluttet af lande eller firmaer. Denne dag var også mærket af klimastrejker og demonstrationer samt aktivister og delegater, som prøvede at få deres stemmer hørt i de indflydelsesrige forsamlinger.

Dag 4:

Temaet ”Energi” blev debatteret ift. hvordan verden skal bevæge sig væk fra kul, olie og benzin. 20 lande meldte sig til at stoppe med at bruge skattekroner på at støtte internationale projekters udvinding af fossilt brændstof og i stedet investere 18 milliarder USD om året i genanvendelig energi. Ydermere forpligtede 46 lande sig til at stoppe med at investere i kul inden for de næste 30 år.

Dag 5:

”Ungdommen” gik forsat på gaden denne dag, hvor de prøvede at råbe verdens ledere op pga. deres ”klimapassivitet”. Inden for topmødets vægge kom FN’s unge delegater med en udtalelse, der klargjorde samtlige krav over for de deltagende ministrer.

Dag 6:

Her var temaet ”Natur”, men det altoverskyggende på dagen var nok den kæmpe demonstration for mere klimahandling i Glasgow, der fyldte gaderne med næsten 100.000 mennesker. Til topmødet forpligtede nogle delegater sig til at investere i natur-baserede løsninger og mere klimavenlige landbrugsprocesser.

Dag 7:

Syvende dagen, skal man jo holde hellig, er der nogen, der mener. Men vi skal måske bare nøjes med at konstatere, at dagen var en hviledag.

Dag 8:

Temaet var ”tilpasning”. På denne dag opfordrede ledere, forhandlere og unge aktivister fra lande, der oplever klimakrisen på nært hold, udviklede lande til at levere på deres 10 år gamle løfte om at tilsidesætte 100 milliarder USD om året til klimatilpasning og afhjælpning i udviklingslande. Det var også her Barak Obama gæstede podiet med en opfordring om klimatilpasning på, særligt, øsamfund.

Dag 9:

Dagens tema var ”Kvinder, videnskab og innovation”. Her lovede lande som Canada at sikre at 80% af de 5,3 milliarder USD, der går til klimainvesteringer, over de næste fem år vil målrettes mod ligestilling mellem kønnene. Ligeledes forpligtede Bolivia, Ecuador og Tyskland sig til at starte initiativer, der vil styrke kvinders ligestilling.

Dag 10:

Denne dags tema var uvist, men det var dagen, der måske overraskede mest, da USA og Kina sammen offentliggjorde, at de vil arbejde sammen om at skabe mere ambitiøs klimahandling i dette årti. Det vil de blandt andet gøre ved at sænke deres CO2 udledning fra metangas. Storbritanniens premiereminister offentliggjorde kladdedokumentet for COP26, der opfordrer verdens lande til at hæve deres ambitioner og definere deres nuludledningsstrategier så tidligt som i 2022.

Dag 11:

I dag var det 'Cities, Regions and Built Environment'-dag. Der var enen fælles opfordring fra borgmestre og eksperter fra hele verden om at transformere vores bylandskaber til bæredygtige, kulstoffrie tilflugtssteder med ren luft, grønne job og velstand for alle.

FN's generalsekretær, António Guterres, skitserede en plan for ikke-statslige aktører til at skifte gear fra ambitiøse løfter til gennemførelse af alle de netto-nul-forpligtelser, vi hørte i sidste uge på COP26. Han sagde også, at regeringerne er nødt til at øge tempoet og hæve deres ambitioner, herunder ved at beskatte kulstof og sætte en stopper for subsidier til fossile brændstoffer.

Dag 11 var også topmødets sidste hele dag. I dag, fredag, er det hele slut. Bag lukkede døre knoklede forhandlerne derfor for at færdiggøre en aftaletekst, der forhåbentlig kan findes enighed om senere i dag.

 

Nyttige links:

Læs flere nyheder fra COP26 her.

Hør podcasten der fortæller om hver enkelt dag under COP26

Læs mere på COP26’s hjemmeside