FN’s Flygningekonvention 70 år
Sådan lød det fra FN’s Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi på dagen hvor 70-året for FN's Flygtningekonvention af 1951 blev markeret verden rundt. Samtidig udtrykte han bekymring over nogle regeringers nylige forsøg på at se bort fra eller omgå konventionens principper – fra udvisninger og push-backs af flygtninge og asylansøgere ved land- og havgrænser til forslagene om at tvangsoverføre dem til tredjelande til asylbehandling uden passende beskyttelsesforanstaltninger.
Præcis 70 år efter den dag, hvor FN’s Flygtningekonvention blev præsenteret og forelagt stater til underskrivelse – og hvor Danmark var blandt de første lande til at underskrive – beskrev Grandi traktaten som afgørende inden for international menneskeret og lige så relevant nu, som dengang den var udarbejdet og vedtaget.
”Konventionens sprog er klart med hensyn til flygtninges rettigheder, og den er fortsat anvendelig i den aktuelle kontekst og over for hidtil usete udfordringer og nødsituation, som eksempelvis COVID-19 pandemien,” sagde Grandi.
Både FN’s Flygtningekonvention fra 1951 og den nyere FN's Globale Flygtningepagt (Global Compact on Refugees) opfordrer til internationalt samarbejde for at finde en række løsninger for flygtninge.
Grandi understregede behovet for, at det internationale samfund opretholder de centrale principper for beskyttelsen af flygtninge, som de står beskrevet i konventionen, herunder at en person, der flygter fra forfølgelse, har ret til ikke at blive sendt tilbage til en situation, hvor vedkommende kan være i fare.
Flygtningekonventionens 70-års jubilæum falder kun få måneder efter, at UNHCR selv markerede syv årtier med det globale mandat til at beskytte flygtninge og fordrevne.
På billedet ses øjeblikket den 28. juli 1951, da Flygtningekonventionen blev underskrevet af - blandt andre - danske Knud Larsen (siddende i midten), der var valgt til President of Conference.
Kilde: UNHCR Danmark. Foto ©UN Archives