Danmark er kandidat til FN’s Sikkerhedsråd
Sidst vi var med var i 2005 - 2006 med den erfarne og kompetente Ellen Margrethe Løj som Danmarks repræsentant.
Sikkerhedsrådet behandler spørgsmål vedr. fred og sikkerhed og træffer blandt andet beslutninger om for eksempel sanktioner mod andre lande eller at udsende fredsbevarende FN-styrker. Der er 15 medlemmer af Rådet. Heraf er de 5 permanente medlemmer, der også holder den berømte og berygtede vetomagt, mens de 10 besættes for to år ad gangen efter valg i FN's Generalforsamling, og det er altså et af de sæder, Danmark går efter.
Konfliktforebyggelse, kampen mod klimaforandringerne og respekt for menneskerettighederne er de prioriteter, der kommer til at forme kampagnen, som Kristian Jensen altså skal i stå i spidsen for.
Den fine balance på den multilaterale vej
Vi har i Danmark en lang tradition for at lade FN og de grundlæggende værdier og principper, organisationen bygger på, være centrale i dansk udenrigspolitik. Det kan vi være stolte af.
Sådan lyder det ofte fra vores politikere - senest fra statsminister Mette Frederiksen på pressemødet, hvor kandidaturet blev annonceret. Men helt så lyserødt er det ikke.
“Da Danmark var på valg [til Sikkerhedsrådet] i 2004 undgik vi kampvalg og kunne undervejs i kampagnen drage fordel af vores mangeårige støtte til FN’s arbejde på stort set alle fronter, herunder de fredsbevarende aktiviteter. Namibia, Balkan og oprettelsen af SHIRBRIG markerede en høj profil i forhold til medlemskab af Sikkerhedsrådet.
Den mulighed er ikke til stede i dag, hvor Danmark igennem flere år har nedprioriteret deltagelse i FN’s fredsbevarende arbejde. I 2019 nåede vi et absolut lavpunkt med udsendelse af kun 22 militærpersoner, hvilket er langt færre end f.eks. Norge.
Vi har kun i begrænset omfang engageret os i generalsekretærens A4P-initiativ (Action for Peace), og vi var sidste år på en 90. plads som bidragsyder til FN’s missioner.
Danmark er ‘bagud på point’, men vores multilaterale engagement kan bære langt i forhold til støtte fra bl.a. mindre og alliancefrie lande i FN’s Generalforsamling.”
Sådan sagde tidligere landsformand Jørgen Estrup tilbage i september. Det er ikke blevet mindre rigtigt siden.
Og Danmarks engagement i FN har svinget noget mellem retorik og handling igennem mange år - og igennem mange regeringer. I en ny rapport, Hvad vil Danmark med FN?, baseret blandt andet på interviews med en række udenrigspolitiske ordførere fra partierne i det danske folketing, afdækker seniorforsker Louise Riis Andersen spændvidden i de danske politiske forestillinger om, hvad FN kan bruges til for et land som Danmark.
LÆS OGSÅ:
FN-forbundet: Danmark er bagud på point, når det kommer til en plads i FN's Sikkerhedsråd
Åbenhed & ansvarlighed
Valgkampagnerne er som regel præget et større lobbyarbejde blandt landene for at sikre sig stemmerne til det prestigefyldte Råd - og en ikke uanseelig portion korridorsnak.
Tilbage i 2016 tog WFUNA (Verdensføderationen af FN-forbund) initiativ til at afholde offentlige høringer med kandidaterne til Sikkerhedsrådet, forud for valget. Alle høringerne blev livestreamet, tilgængelige for offentligheden herunder forskere og civilsamfund, der nu fik muligheden for at spørge ind til landenes prioriteter for arbejdet i Rådet.
Det lyder måske banalt for et dansk publikum, der er opdraget med og i demokratiet, men for den bureaukratitunge organisation, som medlemslandene ynder at skælde ud på - men også at gemme sig bag - var det et historisk skridt. Og en landvinding på vej mod et mere åbent og effektivt FN.
Billedet er fra Kristian Jensens Twitterprofil, hvor han sidder med Ib Petersen, daværende FN-ambassadør og i dag Assisterende Generalsekretær og vicedirektør i UNFPA (tv) og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.